0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ventetid på læsesalen

Lang dags rejse mod regning på Plazas Library Bar.

Restaurantanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Lad det være sagt med det samme: Dette er en sur anmeldelse af et egentlig udmærket spisested. Vi spiste faktisk et ret hæderligt måltid på Plaza. Men det tog så lang tid at få afviklet retterne, og det var forbundet med så store vanskeligheder at komme i kontakt med tjenerne, at man til sidst blev træt af både køkken, manglende betjening og litterære omgivelser.

Library Baren er en gammel kending i byens udbud af klassiske barer. Man går igennem lobbyen i Hotel Plaza og står så i et lokale med bøger fra gulv til loft, mørkt træ, lædermøblement og en andægtig atmosfære af Old England. Går man stedet efter i krogene, kan kendere nok se, at der rent faktisk er tale om indretning, der ikke har mere end 25-30 år på bagen, men det gør nu ikke så meget. Illusionen holder udmærket - og læderbindene er til at tage ned og læse i.

Restaurantmanden Claus Jørgensen, der blandt andet har Gourmetrestauranten Tyven, Kokken, Hans Kone og Hendes Elsker i Magstræde og spisehuset Delicatessen på Vesterbrogade på samvittigheden, har startet et nyt koncept i den gamle Library Bar. Det består af et kort fuld af elegante småretter til en forholdsvis overkommelig pris, der serveres i selve baren foruden de såkaldte Syndens Menuer på henholdsvis tre og fem retter (165 kr. eller 275 kr.). Vi valgte at springe på den store menu.

Jeg har ladet mig fortælle, at Plazas Library Bar engang blev omtalt som en af de bedste barer i verden, og vi fandt det derfor passende at indlede med en drink. Jeg bestilte en gin og lime og fik at vide, at man ikke havde en flaske Rose's Lime i baren. Ikke videre overbevisende. Det blev til et par gin&tonics i stedet.

Til maden bestilte vi en flaske Pacific Rim, Riesling fra Bonny Doon i Californien. Den var desværre udsolgt, og tjeneren anbefalede en flaske Riesling, Runner, Gaentzbrunnen 1999 i stedet. Udmærket vin, men ikke så karakterfuld, som man kunne forvente Bonny Doons havde været det.

Tomme drinksglas
Menuen åbnede med en anretning af serranoskinke med bagt tomat og basilikum. Det var delikate serveringer, der kom. Fine skiver af den lækre, spanske landskinke med en blød, sødmefyldt tomat og en miniaturebasilikumsalat. Ikke en finger at sætte. Der kom blot ikke noget brød til retten. De færreste sidder nok og spiser tre-fire skiver skinke uden at få lyst til lidt brød. Det tog nogle minutter at få kontakt med tjeneren - og så fik vi en lille kurv med skiver af et stilfærdigt landbrød.

Vores tomme drinksglas stod stadig tilbage på bordet sammen med et askebæger med et par skod i. Ikke voldsomt appetitligt, men efter at have lavet fagter til tjeneren i nogle minutter, opgav vi. Skinken var god.

Næste punkt på menuen var foie gras-terrin. En tynd skive til hver ankom med lidt æblekompot og en lidt skarp løgrelish med små stykker kørvel i. Udmærket, klassisk foie gras terrin, sart rosa i farven og tilsmagt med armagnac. Æblens sødme og løgenes skarphed gav godt modspil til terrinens fedme. Ved serveringen forsøgte vi at henlede opmærksomheden på askebæger og drinksglas, men kokken (som var nødt til at træde til med serveringen) var strøget af sted, så snart han havde sluppet tallerkenerne. Han sku' nok tilbage til sine pander.

Næste punkt på dagsordenen var et stykke ristet rødfisk serveret på en cremet risotto, kantet af med en grape-beurre blanc. Det lykkedes os nu endelig at komme af med askebægeret. Drinksglassene stod der stadig. Igen veltillavet og udmærket mad. Rødfisken var ristet godt og sprødt af på panden, risottoen var engleblød og rund i smagen og grape-beurre blancen havde både lidt syre og friskhed til at skære igennem fedmen.

Portionerne var passende i størrelsen, for det var kraftig kost med et anseeligt kalorieindhold. Drinksglassene gled for øvrigt endelig ud sammen med hovedretstallerkenerne.

Ild i munden
Efter hovedretten fulgte en ostetallerken. Fire stykker udmærket ost var det blevet til: en fin og moden tallegio, et stykke manchego, lidt San Simon (den fabelagtige, let røgede, spanske komælksost) og til slut en god, dansk, cremet ged. Ostene fulgtes ad med sorte oliven, honning og syltede abrikoser på en tallerken for sig.

Til ostene ville min gæst gerne have et glas rødvin. Det prøvede han at sige til kokken, men han for af sted igen, før det var muligt at få et ord indført. Nu var min gæst blevet temmelig træt af serviceniveauet i Library Bar. Han gled over i træt ironi, hvilket tjeneren på den anden side ikke havde overskud til at administrere. Det blev til en kort ordveksling om tjenerens vurdering af mulighederne for overhovedet at bestille et glas rødvin på stedet. Samtalen endte med, at min gæst fik udleveret et glas bourgogne. Husets rødvin - et udmærket, stilfærdigt glas. Der var ikke yderligere data, og tjeneren var for øvrigt så venlig at glemme at skrive det på regningen.

Desserten denne aften var en chokolademarquise med makroner, kvæder og chilimarinerede appelsiner. Marquisen er en dessert et sted mellem mousse og parfait. Denne havde et makronlag midt i chokoladen og var i øvrigt cremet og venlig i smagen uden den helt store karakter. Kvæderne var gode, men chilimarineringen af appelsinerne var for voldsom. Indtil flere stykker og hele ringe af chili gemte sig i blandingen. En decideret skidt idé, når man sidder midt i en cremet chokoladedessert, er det ikke rart at tygge ned i ren chili og få ild i munden.

Voldsom ventetid
Min gæsts humoristiske sans holdt ikke til også at vente på kaffe, så vi valgte at slå dobbeltstreg på regningen efter desserten. 975 kr. måtte vi betale Library Baren for aftenens oplevelser efter næsten tre en halv times rejse mod afregningens stund.

Det går ikke at køre et spisested i så stilfulde og elegante omgivelser i det prisniveau og så være så underbemandet. Det er ikke tjenerens skyld, at han skal være otte steder på samme tid og til sidst må bede kokken om at slæbe maden ind. Han har sikkert ikke haft en festlig aften. Men når gæsten skal lægge 1.000 kr. for en aften som denne, så må der være styr på noget så basalt som betjeningen, ellers trækker det klart ned. Derfor de to huer.

Trækker man den voldsomme ventetid og manglende opmærksomhed fra, så lander vi på tre huer. Hvis køkkenet lukker lidt mere op for talentet og charmen, så bør der endda sidde fire huer i rammerne. Bare så vi ved, hvad vi taler om. Derfor er jeg heller ikke bange for at foreslå et besøg på stedet. Når man har fået tjek på bemandingen, og alle blus brænder jævnt på komfuret, så har Library Baren alle muligheder for at blive et spisested, man kan regne med. Man har talentet og omgivelserne i orden; nu er det bare logistikken vi venter på.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere