Folk siger tit, at det er utroligt, der stadig kommer så mange nye spisesteder her i København, og glemmer, at der groft sagt er lige så mange, der lukker igen. Og hvad de måske heller ikke gør sig klart er, at der til stadighed sker et genbrug af de samme restaurantfaciliteter - hvilket eksempelvis vil sige, at hvor der før var en udmærket kinesisk sundhedspræget restaurant, ligger der nu en tung russisk etc. Billedet skifter hurtigt. Det sidste iøjnefaldende eksempel på genbrug er Den Lille Fede i Boltens Gård, hvor de initiativrige og dygtige Olsen-folk i efteråret satte sig et for dem noget overraskende mål; nemlig at etablere et spisested med god og anderledes og veltillavet mad til rimelige priser. Det er fjerde gang på ret så få år, vi præsenteres for et nyt koncept på denne fashionable, men åbenbart vanskelige plet mellem St. Kongensgade og Gothersgade. Først åbnede her Asschenfeldts Steak and Lobster Restaurant - anmeldt i Politiken 16. maj 1997 (ja, af mig), og så gik det slag i slag. Den blev til Kirk, hvor den berømte kok selv stod og svingede gryderne ude i det åbne køkken for næsen af os alle. Dernæst kom Schultz, og i efteråret 2001 kom turen så til Den Lille Fede, som nu allerede har flere måneder på bagen. Og hvorfor man har valgt det stygge navn, kan jeg ikke svare på - min baggrundsviden er desværre heller ikke så stor, at jeg kan more mig over navnet. Personlig fortolkning Så snart min gæst og jeg trådte ind i restauranten - og vi havde selvfølgelig bestilt bord, og der var, som jeg ventede, propfyldt denne fredag aften - sagde restaurantchefen til en af tjenerne »Et vinduesbord«. Og således kom vi til at sidde inderst inde i den lange tarm med udsigt til trappen op til Stuhrs frisørsalon. Vi kunne konstatere, at efter kl. 19 kommer her ingen kunder. Og vi kunne også notere, at restauranten i dag stort set ligner sig selv, om end den nu ser lidt nedslidt ud. En gang maling af væggene, der er født med et ret aldrende udseende, og også af det hullede loft ville hjælpe gevaldigt. Men da akustikken her bagude, hvor vi havde fået vinduesbord, er ret rædselsfuld for ikke at sige virkelig horribel, gør man sig selv en stor tjeneste ved at prøve at få et bord helt fremme i det langstrakte lokale, nær St. Kongensgade. Her er der lavere til loftet, og i dag ligger her også en adskilt café/delikatesse ved navn Kongens Mave. Menukortet er interessant - en meget personlig fortolkning af det nye toneangivne køkken, som vi i dag møder det, når vi tager vestover eller sydover. Man tager simpelthen, hvad man kan lide at bruge, og blander det på sin egen måde uden skelen til traditionerne. Den Lille Fede har et pænt fyldigt a la carte-udbud med flere interessante forretter som crispelli med vildsvinekød (ikke at det er den form for pandekager, der lokker mig), og der var særdeles fristende fisketilbud blandt hovedretterne. De spænder fra det dyre højreb til det helt billige, nemlig 'Aftensmad', som de kalder det, til kun 95 kr. Og det var den aften sprængt oksebryst. Fremragende begyndelse Min ledsager havde lyst til at begynde med en gang tapas (85 kr.) og fortsætte med den mere sjældne rokkevinge med en balsamico- sauce (170 kr.), mens jeg faldt for husets såkaldte smagsmenu til 295 kr., bestående af fem små anretninger. Mærkeligt nok for et spisested, der vil markere sig som værende særdeles billigt, er der få billige vine på det fyldige kort. Vi sprang forbi husvinen, en gammel italiensk ven, og valgte i stedet for en fransk Triennes Syrah til 265 kr. Og mens vi studerede kortene og lokaliterne, drak vi hver et glas af husets såkaldt 'fede' hvidvin til 45 kr. Min bestilling var den mest omfattende, så tjeneren kom meget hurtigt til mig med min første forret; en muslinge- og rodfrugtsuppe, eller, om man vil, ragout, der var lige så stærk, som den var smuk. En fremragende begyndelse, der pirrer smagsløgene. Næste servering var ikke mindre animerende; et stykke torsk omviklet med den italienske form for bacon, pancetta, og den er ikke røget. Og samtidig kom min ledsager ind i billedet, tjeneren satte foran hende en lille portion suppe, baseret på rodfrugter og med en ensom musling, der så ud, som var den flygtet alene ud i verden. Ak ja. Der lå tre tapas på hendes tallerken, og den ene lignede grangiveligt en pumpernickelsandwich med ost, men det var heldigvis et par skiver kogt rødbede lagt sammen med gedeost - aldeles udmærket, sagde hun, og herudover fik hun et stykke stegt dyreryg, nærmest som en medaljon og en dejlig lille portion rørt røget torskerogn med noget sort på toppen kaldet trøfler. De var ikke mindeværdige og heller ikke delikate, men »snarere som de ligegyldige dåsetrøfler med smag af lage«, sagde hun. Vi skålede endnu en gang og var særdeles tilfredse med vores valg af denne Triennes Syrah. Perfekt creme brulé Så var vi kommet til hovedretterne, og da kunne jeg godt kikke misundeligt på min gæsts tallerken. Hun ønskede sig fisk, og nok var der helleflynder, men hun valgte rokkevinge; fik en stor udskæring, der ikke alene så vidunderlig ud, men var en smagsoplevelse. Jeg fik en bid, for hun er en generøs sjæl. Og den trøstede mig, der havde lidt svært ved at sige noget positivt om de store stykker oksekød: ifølge menuen et stykke højreb og et stykke bryst. Det ene var hårdt, det andet næsten trevlet og tørt, som var der tale om et forsøg på at stege et stykke oksebryst, og det hjalp ikke meget med en stærkt brun sauce på tallerkenen og en aflang portion kartoffelmos. Til min menu var der også et stykke ost; en fremragende toscansk pecorino, altså en fåreost. Og også den var mindeværdig ligesom min dessert, skiver af frisk ananas, braiseret i rom og appelsinsaft. Men min gæst havde ingen grund til misundelse, for hun havde valgt en creme brulé, der var ... ja, bare perfekt. Det kunne man til gengæld ikke sige om den stempelkaffe, vi ville slutte af med (50 kr.). Den gav absolut ingen anledning til at bekymre sig om nattesøvnen, den var tynd og ligegyldig, så kedelig, at jeg sagde: Den skal ikke være afslutningen på et ellers ret så udmærket måltid. Så vi flottede os med to avecer til i alt 100 kr. - hvilket er en kompliment til køkkenet. Regningen sneg sig dermed op på 1.113 kr. Jeg kommer gerne igen i Den Lille Fede, som har gjort sig fortjent til fire kokkehuer. Da vi gik ud af restauranten, sagde min ledsager: Det var da et udmærket måltid, og tænk, hvis vi også havde været i stand til at tale med hinanden. Med andre ord: Så få dog gjort noget ved den græsselige akustik. Og det er muligt, siger en vred arkitekt, som synes, at en sådan mangel på omhu bør koste en kokkehue.