Restauranten med det særprægede navn Den Tatoverede Enke byder på belgiske retter og et fornemt øludvalg. Der er tre kokkehuer. Godt spørgsmål. Belgierne har i hvert fald gjort store nystegte fritter til en national specialitet). Sandheden er ikke desto mindre, at Belgien formentlig rummer flere toprestauranter i forhold til sin størrelse end nogen af sine naboer, og at man generelt spiser fremragende dernede. I og omkring Bruxelles kan man sikkert i nogen grad begrunde det med det store antal brødflove EU- bureaukrater, men det er vel ikke hele sandheden. Man er samtidig nok nødt til at lade belgierne som sådan, at de interesserer sig for, hvad der kommes i gryden. København vælter sig ikke i belgiske restauranter. Men der er på det seneste kommet én i Boltens Gård med det noget særprægede navn: Den Tatoverede Enke. Det refererer ikke til værtinden eller kokken. Vi spejdede i hvert fald forgæves efter en sørgende kvinde med tatoveringer på armene. Senere kunne tjeneren fortælle, at en af ejerne er søn af den svenske filminstruktør Lars Molin, hvis mest berømte værk netop er filmen 'Den tatoverede enke'. Champagneglas med øl Enken holder to køkkener. Der er et barkøkken med ganske få, enkle retter i stueetagen, hvor man i øvrigt først og fremmest kan nyde godt af et fornemt udvalg af belgiske øl. Øl er jo i disse år ved at blive genopdaget herhjemme som en fremragende og nuanceret drik, der kan anvendes til langt de fleste måltider - og altså ikke behøver at blive forment adgang til alt andet end sild og snaps og julefrokost. Flere og flere barer med respekt for sig selv har udvidet deres udbud af øl betydeligt i de senere år, men det er nok de færreste, der kan byde på så omfattende et udvalg af netop belgiske øl som Enken i Boltens Gård. Interesserede kan frekventere Enkens hjemmeside www.dentatoveredeenke.dk hvor udvalget beskrives i detaljer. Og hvorfor så ikke også lige kikke indenfor på Danske Ølentusiasters glimrende hjemmeside www.ale.dk , hvor der er masser af godt stof for ølinteresserede netbrugere. Restauranten ligger på første sal i nogle højloftede lokaler, som i nogen grad stadig fremstår som fine borgerstuer. Væggene står i en lidt dunkel gul, og panelerne er hvide. Nogen helt konsekvent indretningsstil er man vist ikke nået frem til endnu. Min gæst snuppede ølmenuen til 225 kr. for tre retter. Den åbnede med et champagneglas af den sødmefyldte, næsten umærkeligt fintperlende fadøl Bacchus. Første ret i menuen var en svamperagout lavet med øllen Leffe. En cremet og på alle måder venlig svamperagout bl.a. med østershatte og kantareller serveret i en butterdejs vol-au-vent. Klassisk og velsmagende. I a la carte-kortet havde jeg fundet retten røget ålmousse og rejemousse med belgisk pandekage og caviar. Den kostede 68 kr. og var nok den mest spændende forret. Moussen lå som smukt formede æg på tallerkenen og fulgtes med en lille salat på frisk spinat. Både reje- og røget ålmousse var udmærkede, men røget ål er næsten for fed og gennemtrængende en smag til, at den hensigtsmæssigt kan sammensættes med noget så fintsmagende som rejer. Rejerne forsvandt næsten, når først man havde prøvet ålen. Ølkyndig tjener Begge forretter krævede et ordentligt brød. Sådan et kommer ikke umiddelbart på bordet på Den Tatoverede Enke. Vi skulle bede pænt om det først - og så kom der nogle lidt forkølede små skiver af et ret anonymt kernelandbrød. Det burde man overveje at ændre på. En ølrestaurant burde da også kunne prale af f.eks. et gedigent ølbrød. Til forretterne fik vi en Saison Dupont. Glimrende belgisk flaskeøl til 31 kr. for 25 cl. Hovedretterne var for min gæsts vedkommende ovnbagt søtunge serveret med en risotto og sauterede grøntsager. Søtungen var god og fast i kødet, grøntsagerne var en velsmagende blandet landhandel af selleri, græskar, tomat og gulerod. Risottoen var en uhyre cremet og velsmagende sag lavet på Geuze - en af de vildgærede øltyper, som også fås på stedet. Den blev serveret med et godt glas Beugel (Amber ale) fadøl, 23 kr. for 25 cl. Når den samme øl kommes på flaske og får lov at ligge lidt, så æder ølgæren sukkeret, og smagen spidser mere til. Så bliver det til en Yerseke Mosselbier til 32 kr. for 25 cl. Den foretrukne belgiske øl til muslinger, hvilket meget passende var øllen til min hovedret, klassikeren Moules frites (muslinger med fritter) til 129 kr. Muslingerne var dampede i St. Louis Geuze tilsmagt med fløde. Øllen gav god karakter til retten, og de hjemmelavede fritter var udmærkede - dog har jeg nu oplevet dem endnu bedre fra et aviskræmmerhus i ægte belgisk regnvejr. Menudesserten var en pocheret pære med en kirse-bærølkaramelsauce. Der var også stjerneanis og kanel i lagen, og pæren var en udmærket lille dessert uden de store armbevægelser. Den tilhørende øl, Bios Kriek Lambik, (vildgæret, rød fadøl med kirsebærsmag) var en meget speciel og interessant oplevelse. Selv prøvede jeg desserten belgisk chokolademousse med safransorbet til 52 kr. Safransorbeten var en interessant idé; en anelse krystalliseret, men fin i smagen. Chokolademoussen var en fuldfed, mørk og meget nærende sag, hvis voldsomhed nok i nogen grad overskyggede finessen. Det lykkedes søreme også den venlige og meget ølkyndige tjener at finde en fadøl, der kunne gå til chokolademousse. Het Kapittel Pater (mørk, dyb og sødmefuld) 36 kr. for 30 cl. Dermed endte dagens regnskab på 645 kr. i Den Tatoverede Enkes favør. Ikke galt for 2 gange 3 retter med rigelige mængder, glimrende belgisk øl til. Maden var gennemgående en udmærket oplevelse. Det er som om køkkenet mestrer de enkle gedigne borgerretter bedst. Indimellem tenderer retterne næsten det pyntelige, hvilket harmonerer mindre godt med de skummende glas fadøl og den uformelle stemning i øvrigt. Det helt rigtige stilniveau skal lige findes. Men initiativet med at slå et slag for de mange fine, belgiske øltyper kan kun bifaldes på linie med køkkenets arbejde med de mange forskellige slags øl i maden. Kvalitetsøl er kommet for at blive og Den Tatoverede enke er et godt sted at opleve dem fra enten fad eller flaske. Tre huer til Enken.