En god middag, smukt serveret, langt ude på Vesterbrogade. Og for at sige det straks - det er stadig et spisested, som lægger vægt på kvalitet og præsentation, og priserne er rimelige. 198 kr. for en toretters middag, 259 kr. for en treretters, og skal det være med den store armbevægelse, ja, så er her også seks retter til 358 kr. Og den rummer den italienske specialitet, en farseret courgetteblomst, og her er den fyldt med laksefars. Men der er et mere brugbart tilbud til samme pris, en treretters menu med hvid- og rødvin til. Hvor Vesterbro har forandret sig blot på en halv snes år. Engang lå denne restauration som en lille oase ude på Vesterbrogade, og i dag er den omgivet af, ja, nærmest belejret af andre og multinationale spise-, kaffe- og drikkesteder, der opfylder forskellige behov. Også de strenge gourmeters. En dag inden længe må Rådhuset begynde at indse, at hvis ikke der skal være serveringssteder i hvert andet hus i bymidten, må der restriktioner til af en eller anden art. I London forhindrer bystyret, at man nedlægger en boghandel eller antikvitetsbutik og i stedet serverer mad og drikke simpelthen med det enkle krav, at der tidligere skal have været en form for bespisning i lokalet. Eneste gæster Men tilbage til Larsens Brasserie, hvis ejere er fru Linda Larsen, der også har en stilling som souschef i Landbrugsrådets kantine, og Lars Liljegren, der er lærer på Tjener- og Kokkeskolen og selv har to kokkeelever i sit køkken. Og det var ham, som med deres bistand stod for vores middag. En opgave, der ikke kan have udmattet dem, for ubegribeligt nok var min ven og jeg de eneste to gæster den aften. Men indrømmet - det var virkelig en varm aften, og så søger alle danskere som bekendt efter spisesteder med udeservering. Og det kan Larsens Brasserie ikke byde på. Menukortet var tiltalende, fire muligheder i hver kategori og ikke de sædvanlige travere, men heller ikke de forskruet anderledes retter, som nogle kokke er blevet forfaldne til. Her var blandt andet røgede torskekæber med citrusbraiserede asparges og såkaldt reje-cappucino (stygt ord), krabbesalat med bagt piment samt en blandet salat og en tærte. Og hovedretterne var grillet tunfisk med papaya, mango og korianderyoghurt, sværdfisk med rødbederisotto og auberginekaviar, kalvetournedos med stegt andelever og melonpesto og lammekoteletter, stegt i hvidløgsolie, med grønne bønner og stegt zucchini med parmesanflager. Torskekæber De røgede torskekæber var en stor delikatesse for min ledsager, der gav dem sin største kompliment, de mindede ham om Nordnorge, og jeg kunne også lide min mundsmag, men rejesaucen eller rejecappuccinoen, der ligesom de lidt kedelige hvide asparges fulgte dem på tallerkenen, smagte knap nok af rejer. Selv fik jeg en smukt og højt opbygget servering med krabbesalat (generøs krabbedosering) og med stykker af særdeles let grillede røde peberfrugter og et par krabbekløer. Meget fin smagsbalance. Og min gæst fortsatte sin middag med lammekoteletterne, der var en sjælden perfekt oplevelse, selvfølgelig med den rigtige smag af lam og perfekt behandlet, og han roste af tilbehøret navnlig de grønne bønner. Jeg var derimod lidt skuffet over min bagte sværdfisk, som jeg havde valgt, både fordi den sjældent serveres her til lands, og fordi den var ledsaget af en rødbederisotto, som jeg hverken har set eller smagt før. Der var gods i sværdfisken, en mættende fisk, og efter min mening var den for tør. Den røde risotto var tomatrød og ikke rødbederød, en farve velkendt hos os, der koger de nye rødbeder med skræl for derefter at smutte huden af og spise dem varme med yoghurt. Men den søde, unge servitrice, en elev, kunne ikke opklare mysteriet, kun gentage, hvad der stod på kortet, rødbederisotto. Nå - den blev nydeligt serveret som en lille top og smagte godt, og det er jo væsentligt - auberginekaviaren fandt jeg aldrig, enten fordi min gæst og jeg snakkede så ivrigt om et emne af fælles interesse, eller fordi portionen var mini-mini. Til hele måltidet drak vi på fru Linda Larsens anbefaling en dejlig og ikke for dominerende rødvin, en Rousillon, en Chateau de Canterrane 1994. Kundevenlige priser Vinen havde den særdeles kundevenlige pris af 198 kr. og vi fik selvfølgelig karaffel efter karaffel af postevand. Og vi fik da også en drink, da vi ankom - en form for kir til 35 kr. pr. glas. I øvrigt er det nemt at følge madregnskabet her. Alle forretter og alle desserter koster 50 kr., alle hovedretter 159 kr. Og så til desserterne, der rummede noget så sjældent som friske frugter grillet på spid. Min gæst tog dog en trøffelkage med rabarberis - kagen en anelse for tør og isen med for lidt rabarbersmag efter hans mening. Selv valgte jeg frugttærten med double cream, og skal man være ekstra kritisk som prøvespiser, ja, og det skal man, så var bunden lidt fugtig - gætter på, at den var bagt dagen før. Og så farvel og tak til ægteparret Larsen-Liljegren, der hver aften skal tilbage til Malmø, hvor de bor, og på gensyn til Larsens Brasserie, som i denne omgang får tre kokkehuer til at hænge på knagerne. Vores regning for ovennævnte middag løb op i 786 kr.