Den gode service talte på plussiden, men behandlingen af den nye, danske kartoffel på minussiden, da Politikens madanmelder uddelte kokkehuer. Vi stilede en dejlig, varm aften mod Sankt Jakobs Plads, hvor der er to spisemuligheder foruden de grønne træer og en rosenklædt bunker i lyserødt flor - og selvfølgelig parasollerne. Og det er en dejlig plet. »Det højere Østerbro«, som min ledsager vittigt beskrev vore medspisende, har for længst fundet ud af det. Hele aftenen igennem var der udskiftning ved bordene i Le Saint Jacques, vores valg, og kun en enkelt mand befandt sig inden døre - ved baren selvfølgelig. At der er laks på menuen, selvrøget laks både til frokost og middag, kan ikke undre nogen, for det er Daniel Letz, som driver restauranten. Og efter at han forlod Kong Hans, har han kastet sig over laksen, som han også eksporterer til udvalgte restauranter i Paris. Før kunne den købes pr. 100 gram her på Sankt Jakobs Plads, nu skal man til Teglgårdstræde til hans lille butik, der kun er åben ugens tre sidste dage og i tre eftermiddagstimer. Frygtelig besværligt. Forskellige kokke Og hvad der er om ikke besværligt, så forvirrende er, at når man spørger om, hvem der står for køkkenet i Le Saint Jacques, får man at vide, at der er skam mange kokke, og de skifter hele tiden. Samt at det selvfølgelig er Daniel, der har det overordnede ansvar og selv dukker op med uregelmæssige mellemrum. Med andre ord er det tænkeligt, at maden er betydelig bedre den ene aften end den anden. Så en anmelder er i svar kvide. Der er hver dag en treretters menu til den antagelige pris 279 kr. og en dagens fisk, den aften var der brosme og vildtfilet, og dagens fisk, som står til 185 kr., var noget så sjældent nu om dage som en gammel dansk u-indviklet ret, stegt rødspætte. Men vi spiste a la carte, for min gæst ville meget gerne have 'den imperiale laks', som Daniel har døbt sin egen røgede laks (95 kr.), og jeg faldt trods varmen for foie gras-terrinen (98 kr.), som jeg værdsætter højt, og den var ifølge den gode servitrice egen import fra Frankrig. Andre muligheder var andebryst, østers og husets salat. Samme servitrice var i øvrigt ikke alene omsorgsfuld og venlig, men vidende, og hun sprang som en gazelle. Vi havde bedt om et glas af husets hvidvin til en start (60 kr. i alt, beskedent). Kvaliteten kunne der ikke klages over, men spørg mig ikke om navnet, for pist var servitricen og flasken væk. Og efter en stund, hvilket hos mig ikke ligefrem betyder hurtigt, kom forretterne. Nu var alle borde besat, og den stakkels pige fløj fra bord til bord. Selvfølgelig var den røgede laks prima, og den kom helt enkelt bredt ud på en tallerken og med en lille smule fennikelstrimler, smagt til med citron. En god ide. Men vi syntes begge to, laksen var mere røget i smagen, end den plejer at være. Servitricen forsikrede os om, at vi tog fejl, den var ikke røget ekstra længe på grund af sommertemperaturen, som jeg foreslog. »Laks er jo altid forskellige«, tilføjede hun. Hyldeblomsttrend Min foie gras-terrine, to tynde skiver serveret med ristebrød og en hyldeblomstgele, var en nydelse. Lige nu møder man hyldeblomst under en eller anden form på alle trendy restauranter, men selv om man ikke skal rose sig selv, må jeg fastslå, at den hyldeblomstekstrakt, jeg selv laver hvert år, er langt bedre og med mere smag. Og den er lige efter Danmarks mest solgte kogebog, Tørsleffs grønne syltebog, der er kommet i 77. oplag og trykt i 1.785.000 eksemplarer. Jeg frådser nu også med hyldeblomsterne. Denne gelé var dominerende sød. Og hvor har jeg hyldeblomst fra? En dag kom der med posten en lang æske til mig. Den indholdt hyldeblomster fra jyske venners baghave langt fra alfarvej, for selv om jeg i år var forhindret i at komme og selv plukke dem, skulle jeg da ikke undvære min hyld. Sådan er de gode venner! Min gæst valgte som hovedret hanelår med kardemommesauce til 125 kr. - menukortets billigste - og jeg vaklede mellem lammekoteletter og kalvefilet med svampesauce, men det blev det første. Ingen af vores retter var den store oplevelse, selv om jeg hurtigt vil sige, at mine fire-fem lammekoteletter var velstegte. Kardemommen i saucen til hanen var mildt sagt underdoseret, - og det var den, der havde lokket min gæst - og selve tallerkenserveringen var ret uinteressant og tilbehøret delvis uacceptabelt. Brutal behandling Lige nu er de danske kartoflers højsæson, men alt det attraktive forsvinder, når man koger dem om morgenen og ved aftenstid varmer dem op igen i en bradepande i en ovn. De var i forskellige nuancer og havde et tykt ydre lag, lidt sejt. At nogen nænner at behandle den nye kartoffel så brutalt og ødelæggende. De kartofler fik vi begge og min ledsager også gulerødder, jeg kogte rødbeder - og tak for det. Vi var selvfølgelig gået over til rødvin, husets rødvin i glas, tilsammen tre glas og til samme pris, 30 kr. stykket, og vi havde drukket vand og atter vand. Men det samme skete for mig som med hvidvinen, jeg fangede ikke navnet. Hvilket dog ikke er en væsentlig udeladelse ... Mangosorbet Men afslutningen på vores middag var glimrende. Min gæst overvejede en karamelliseret creme og is, men valgte dog en mangosorbet i en rød frugtsuppe (85 kr.), som virkelig havde smag af sommer og frugter. Hun var så absolut tilfreds. Og jeg, som smugsmagte, er enig. Selv gik jeg efter de franske landoste (85 kr.) og fik en mønsterværdig tallerken med i alt seks forskellige, et yderst interessant udvalg og generøst tillige, og servitricen kendte navnene på dem alle. Det sidste glas, vi tømte, inden vi gik, var igen vand, vand fra den store glaskande, der stod på bordet som en venlig og betænksom gestus på en hed dag. Det er kundepleje. Jeg vil også kalde det for kundepleje at sætte tændte flagermuslygter på alle bordene, når mørket sænker sig. Det er svært at rive sig løs, så pragtfuldt er hele sceneriet. Regningen er en bon uden navn, telefonnummer og adresse (!), og det kunne da tænkes, at gæsterne gerne ville komme igen. Den slutter med tallet 824 kr., og det må i dag kaldes for noget nær billigt. Le Saint Jacques får tre kokkehuer.