En vidunderlig dansk sommeraften på havnefronten, en utrolig kompetent tjener og en fremragende kok ved navn Mikkel Karstad. Udsigten: vand med et par sejlskibe som nærobjekter og på den anden side af havnen nybyggeriet, blok efter blok med luksuslejligheder og kontortårnet, der råber om Alm. Brand. Og så skal vi ikke glemme Sixtus, der skyder solen ned. Selvfølgelig kunne vi være gået indenfor i det gamle Pakhus 12, i den overordentlig nobelt og smukt indrettede restaurant, men sjældent er det sommer i Danmark, og vi blev belønnet for vores tro på vejrgudernes venlighed denne aften. Smalt menukort M/S Amerikas aftentilbud til gæsterne lyder af meget - en seks retters menu hedder det sig! Fra den kan man frit vælge så få eller mange retter, man har lyst til, og de treretter, som de fleste af os går efter, koster 295 kr. En absolut ræsonnabel pris - navnlig når man tager kvalitet og køkkenniveauet i betragtning. Men jeg har en anke, som jeg ganske rigtigt talte en del om, mens vi nød vores aperitif, en cremant de Bourgogne med hyldeblomst (en af mange muligheder til 58 kr. og noget for rigeligt doseret for os). Efter min vurdering er menukortet i M/S Amerika for smalt - eller om man vil: Udvalget af retter er for pauvert. Da vi ankom på slaget 19.30 - og vi var langtfra de seneste gæster - meddelte tjeneren i samme øjeblik han kom med menukortet, at forretten sprængt vagtel, den ene af de tre, desværre var udsolgt. Det fik endda være, selv om kortet, om jeg har forstået ret, udskiftes en gang om ugen. Men vi bemærkede os også, at M/S Amerika kun tilbyder sine gæster én hovedret, den dag oksemørbrad, og min gæst er på det fanatiske antioksehold - ja, hun spiser gerne lam og kalv og fjerkræ og vildt, men altså aldrig, aldrig den sommetider gale okse. Hvordan kunne dette dilemma løses, så hun ikke gik sulten fra bordet? Hvad med fisk som hovedret, spurgte tjeneren. Glimrende. Og så var det problem løst - sådan delvis. For det viste sig, at fiskeforretten, den ene af de tre og den dag helleflynder med frisk spinat og nye grønærter, også serveres i dobbelt portion som hovedret. Middagstilbuddet til gæsterne bestod med andre ord enten af to hovedretter og en forret eller to forretter og en hovedret - vælg selv - plus en dessert. Og det synes jeg virkelig er for beskedent. Men den lille appetizer formildede mig, en mundfuld grillet fisk (var det rødfisk?) serveret med auberginepuré, og vi anede allerede, at kokken var en personlighed, der kan sit kram. Fornemt partnerskab Sagt på en anden måde - for os var der kun én mulig forret. Vi var dog langtfra i en ulykkelig situation, for det betød, at vi begge kunne glæde os til en spise, vi sætter stor pris på - kammuslinger. Og de var bare pragtfulde, grillede og saftige, og blev serveret delvis skjult af et stykke sprød filo med sesamkerner og med en udskæring af en dybt interessant gulerodstærte af en helt pragtfuld solfarve og med en lille kørvelhilsen. Den var genial, lavet stort set af bittesmå, nyoptrukne gulerødder, der var holdt sammen af gelatine, og hele sagen var smagt til med appelsin og citrus, et pletskud. Den indgik et fornemt partnerskab med de mere stilfærdige kammuslinger. Og vinen var helt rigtig. Her hos M/S Amerika serverer man vin i hele flasker eller i glas - vi så i øvrigt aldrig et vinkort og anede derfor ikke, om vi valgte dyrt eller moderat. Men vi følte os fuldkommen trygge ved at følge vor fremragende tjeners råd og begynde med den foreslåede italienske Gewurztraminer fra Alto Adige og Alois Lageder (70 kr. glasset). Og den var virkelig en oplevelse, uden 'parfume-overtoner', frisk og fyldig. Min gæsts helleflynder var selvfølgelig en smuk udskæring, fint behandlet, om end akkurat på den tørre side, og den blev serveret på friskkogt spinat og med nybælgede ærter og selvfølgelig nye kartofler. Og et raffinement - en kugle af brunet smør, der var frosset, var anbragt øverst på fisken for at give den lidt smørelse. Selv tog jeg altså den mere traditionelle hovedret, oksemørbrad, et rart gensyn i disse fusionstider, og den havde også sin finesse selvfølgelig, blev serveret med lardo med brødkrummer. Igen - fremragende, en oplevelse, og omgivet af den klassiske bordelaise. Oksen kom også i godt og uventet selskab, med et stykke bagt skalotteløg flan, en helt superb blanding af løg og æg og fløde, og en skål med nye kartofler. Hertil drak jeg et glas af husets chianti, en villa Antinori 97 (60 kr.), der var velplaceret, mens min gæst skiftede hvidvin og fik en Chardonnay fra Bourgogne (75 kr.) til sin helleflynder. Og den tillod hun sig at kalde for lidt kedelig, uden nævneværdig fylde og minsandten med »en te-agtig eftersmag« Jeg kan hverken af- eller bekræfte denne personlige vurdering. Kokken er et fund Til gengæld var min gæst glad for sin Rhônevin til ostene, som hun havde valgt at slutte måltidet med, en Vacqueyras, og intet mindre end begejstret for sit generøse udvalg af oste af velplejet og stort set fransk herkomst - og jeg, jeg var bare misundelig. En af dem var en komælksost vasket i marc de Bourgogne. Selv havde jeg været så dum - eller anvarsbevidst - at tage den ene dessert. Den bestod af lunken og honningglaseret melon med en hvid chokoladeis, serveret i en kæmpestor cigarette russe-småkage og med, hvad jeg vil kalde for et glas melonsaft (det hedder selvfølgelig suppe) og en art flødeskum. Ja, jeg levnede, for det var mig alt for overvældende sødt. Batteriet på Sixtus havde affyret dagens sidste skud, og stadig var det en dejlig lun aften, selv om klokken var over 22. Vi brugte en del tid på at lovprise både vores tjener, et fund for M/S Amerika, og kokken Mikkel Karstad, der i øvrigt både har været hos Lauterbach og Francis Cardenau og også må betegnes som et fund. For her er en kok, som er kreativ og forstår at forny uden at gå over gevind og har en meget fin fornemmelse for komposition, for samspillet mellem smag og konsistens. Ja, det var en dejlig sommeraften her på kajen ved Pakhus 12, og regningen blev på 1.106 kr. Og jeg kommer med glæde tilbage. Men skulle M/S Amerika have nok en kokkehue, mener jeg, at dessertkortet må tages op til revision og gæsten have nok et par muligheder for at vælge. Men den lille menu trænger sig på overalt, og det er værten, som bestemmer.