Beretningen om en aften på en ambitiøs restaurant i selskab med en besværlig gæst, som mest af alt var bange for maden. I Godt Gemt er det Feilberg, der bestemmer, og han har til det lille, hyggelige spisested valgt at køre et koncept med en enkelt menu på ikke mindre end 12 retter. Der er ikke noget a la cartekort. Det er altså mere eller mindre take it or leave it, så - we took it. Menuen koster 345 kr., og for den sum kan man jo også godt tillade sig at skrue forventningerne lidt i vejret. Kan man ikke overskue de 12 retter, kan man muligvis true tjeneren til at sælge sig 3 små retter for en hundredkroneseddel. De 12 retter virker inspireret af det store italienske antipastikøkken. (Også på det hæderkronede italienske madtempel Era Ora har man i længere tid arbejdet ud fra de mange små retters princip). Til menuen havde kokken sammensat en lille vinmenu, som vi også sprang ud i. Der er nu derudover et udmærket vinkort i restauranten med mange gode bud i et rimeligt prisleje. Jeg havde inviteret en filminstruktør med på restaurant - dels fordi jeg mente, han ville have noget interessant at sige om maden - det havde han nu ikke; han var egentlig mest bange for den - og dels fordi jeg har ladet mig fortælle, at det kan betale sig at blive set i byen med sådan en. Socialt set var det en skuffelse. Kvinderne flokkedes desværre ikke om vores bord og den eneste autograf, vi blev tvunget til at give, var den på dankortnotaen. Hvor sidder kråsen? Køkkenet åbnede ballet med en lille appetitvækker: gulerodspasta og rucolasalat med kråser. Gulerodspastaen var tynde strimler gulerod vendt i en god olivenolie. Allerede her fik jeg bange anelser i forhold til min gæst. Han ville ikke spise kråser. Han vidste ikke hvor, de sad på en fugl - og han ønskede heller ikke at vide det. Men han ville til gengæld godt drikke husets glimrende cremant de bourgogne, Saint Meyland Brut, Caves De Marsigny. (65 kr. glasset). Appetitvækkeren var ellers en delikat lille anretning, om end det nok ikke vil være alle, der er lige begejstrede for kråser. Man møder dem yderst sjældent på restaurant; godt initiativ. Så kom de første forretter: terrine af muslinger og rød peber. Let, delikat og velsmagende. Rokkevinge stegt som peberbøf med langtidsbagte tomater. Peberet var bais rouge, som har en meget aromatisk smag; her vil jeg mene, at pebermængderne var for dominerende - rokkevingen forsvandt næsten i smagsbilledet. Dernæst kom der lidt havtaske pakket i parmaskinke og stegt med lidt brun farin. Virkelig godt - havtaske, parma og farin fandt hinanden og indgik et meget velsmagende samarbejde. Instruktøren var ikke markant utryg ved rokkevinge og muslinger. Vi gik til mellemretterne: Flagello Fiasco er en italiensk bønnespecialitet. Let mosede smagfulde bønner med en tomatcreme til. Rustikt og godt. Dernæst farfalle (pastasommerfugle) med pinjekerner og mozzarella, letsmagende og enkelt om end ikke helt varmt nok - og til sidst en fremragende kombination: bagt feta med pomelo (den store, grapelignende citrusfrugt) og krydderurter. Virkelig en godt tænkt sammensætning. Til mellemretterne kom der et glas portugisisk Segada, Ribatejano 1999 - med god fylde og fad i smagen. Et glas kostede 75 kr. - men så blev der også skænket flere gange undervejs. Så kom hovedretterne. Først en glimrende hønsekødsuppe - blendet lysegrøn med basilikum og stykker af hønsekød i. Meget lækkert. Dernæst stegt kanin med citronskal, hvidløg og persille - min gæst virkede sorgfuld. Han havde vist haft kaniner som barn. En god, landlig ret uden så mange dikkedarer. Svinekæber og grundangst Og til sidst svinekæber i honning og mild sennep - min gæst fik ikke uventet grundangst over tanken om at spise noget, som en gris før ham havde haft i munden. Svinekæberne kunne godt have brugt lidt mere smag fra honning og sennep; deres egen meget markante svinekødssmag trængte efter min mening til lidt mere modspil. Vinen til hovedretterne var en sicilianer: Distinto Nero d'Avola, Sangiovese, 1998. Der var måske ikke så meget finesse, men bestemt saft og kraft til at stå distancen over for samtlige hovedretter. Et glas kostede 75 kr. Desserterne var gode og delikate: en lille pæretærte med mandler - meget velsmagende og let. Derefter panna cotta (italiensk flødestand) med tørrede abrikoser i champagne - godt og velafbalanceret; abrikoserne fik med champagnen tilpas syre til at spille op imod flødens fedme. Og til slut en orangesuppe med vanilleparfait; en fin spejling af den forrige dessert - her spillede den syrerige appelsinsuppe hovedrollen, og parfaitens fløde gav det cremede modspil. En delikat afslutning. Dessertvinen var en velvalgt Recioto fra Valpolicella fra Degani, 1997; sødmefuld, intens bærsmag - meget flot. Regningen endte med vand og vin og samtlige retter på 1.252 kr. Og billigere bliver det ikke på Godt Gemt, hvis man køber den fulde pakke og vinen, der hører til. Men det kan bestemt også godt anbefales. Feilbergs køkken er kreativt, dygtigt og spændende; ideen med de mange små anretninger giver en meget varieret og oplevelsesrig aften. Det 'klassiske' problem med en stor, tung hovedret kommer man på elegant vis helt udenom, hvilket nok vil være tiltalende ikke mindst for mange i det kvindelige restaurantpublikum. Retterne har stort set samme overskuelige delikate størrelse, og brødflove skovhuggere kan sikkert få to gange, så de ikke går sultne fra borde. Denne aften var der enkelte skønhedsfejl - men når man serverer 12 retter, er der selvfølgelig noget, der lykkes mere godt end andet. Når pris sættes over for kvalitet, ville tre en halv hue nok være det mest rimelige for aftenens oplevelser - men da vi ikke klipper i de pæne huer, sidder der fire i rammerne. Men Feilberg er også en dygtig kok, og Godt Gemt er værd at finde. Aftenens gæst får til gengæld ingen kokkehuer - men et partoutkort til McDonald'.