Hvis man gerne vil finde en virkelig dårlig placering til en italiensk restaurant med reelle hensigter, er Kjeld Langesgade et oplagt valg. Hvad? Og hvor? Ja, akkurat. Det er en lille, halvdød stump sidegade, der løber fra Nansensgade til Nørresøgade. Attraktionerne - ud over vores fortrinlige italienske restaurant Cucina Vera - er næsten ikke til at få øje på. Cucina Vera har eksisteret i to år og en måned, ejeren hedder Manszu Ardi, er halv italiener, halv franskmand, og egentlig teknikumingeniør. Men hans lyst går i en anden retning - i sine yngre år i Paris både studerede han og arbejdede i restauranter for at tjene til dagen og vejen. Og fra et pizzeria i Vendersgade, hans debut i bespisningsfaget, er Manszu endelig avanceret til egen restaurant. »Jeg har altid ønsket mig et hyggeligt sted med god mad, hvor folk er glade for at komme og spise, og regningen er til at betale. Og jeg har selv bygget restauranten om«, forklarer han stolt. Autentisk og billigt Køkkenet i Cucina Vera - Det rigtige Køkken - er fortrinligt, autentisk og baseret på de bedst tilgængelige råvarer, og vinkortet omfangsrigt, går fra Piemonte og helt ned i hælen. Hvad mere er og absolut væsentligt, også for bedømmelsen: Det er ikke dyrt at spise i Cucina Vera. For 150 kr. kan den beskedne blive både mæt og sæt, og en flaske af husets vin koster 99 kr. Selve restauranten er tiltalende, sober møblering, karrygule murstensvægge, hvide stofduge og servietter samt en enkel rød rose på hvert bord. På buffeten en sølvkandelaber og en stor buket blomster som velkomsthilsen. Og det virkede grotesk at træde ind i denne venlige restaurant kl. 19.30 og finde den totalt mennesketom. Jeg tror ikke, jeg nogensinde i min karriere som prøvespiser har siddet mutters alene med min ledsager i et spisested en hel aften igennem. Og her er vel plads til omkring 50 gæster. Overvældende Antipastibord Værten Manszu må have været lige så overrasket over de udeblevne gæster som vi, for på et stort bord var anrettet husets specialitet, den italienske antipasti, mere omfangsrig, end jeg mindes at have set den i Danmark - og lad os bare tage Italien med. Der stod 16 fade og tre skåle med små, kolde anretninger. Man (jeg) bliver simpelthen dårlig ved tanken om alt det arbejde og spild, der er forbundet med sådan en stor anretning til - ja, den aften kun to gæster. Naturligvis tog vi mod dette generøse, italienske tilbud til 70 kr. pro persona. Men her er skam billigere og velkendte italienske slagnumre som insalata caprese, Caprisalaten bestående af mozzarella, tomat og basilikum (40 kr.), carpaccio på rucola (50 kr.), prosciuttoskinke og melon (55 kr.) samt crespelle, pandekager, med små rejer (55 kr.) Og supper har man selvfølgelig, fra 40 kr. og op til 65 kr. for fiskesuppen. Vores tjener Nino, billigede fuldt ud vores valg af vin, selv om det ikke var hans forslag, nemlig en apulisk Salice Salentino kaldet Candido og årgang 96 til en pris, der ligefrem kalder på taknemmelighed, 165 kr. Og det er også ham, der går til fadene og med stor omhu og delikatesse og farvesans anretter gæstens antipasti på en stor tallerken. Han når selvfølgelig hele vejen rundt, og bordet står ikke bagefter og ligner et plyndringstogt, som når de hæmningsløse danskere i december kaster sig over årets store julebuffet til fast pris. Kedelig Mozzarella Hermed en lidt mangelfuld opremsning af, hvad vores antipasti bestod af: marineret fersk laks, artiskokbund, syltet zucchini, stegte aubergineskiver med tomat, aubergineskiver med mortadella, eddikesyltet aubergine med små tern af rød peber og røde peberkorn, strimler af marineret rød og gul peber, asparges (1 styk), tørret tomat i olie, mozzarella med basilikum og en lille tomat, to-tre slags oliven, kold risotto med tun, lille, stegt champignon-hat farseret med tomat, ansjoser - som måske fulgte med strimler af zucchini - og syltede Karl Johan- svampe. Det er de første 16, altså har jeg glemt tre. Min og min ikke mindre kompetente ledsagers generelle kommentar til denne omfattende anretning er, ad 1, at den er vel tilberedt og meget appetitlig, ad 2, at alt smager autentisk og italiensk, ad 3, at kokken indimellem gerne må være lidt mere løs i håndleddene, når han under tilberedningen doserer krydderurter, så der bliver lidt større differentiering i smagen. Dog iler jeg med at sige, at vi kender også hans handicap - at mange af de smagfulde, italienske grøntsager, der hjælper en kok i Italien, aldrig når til Danmark. Længe har det undret os, hvorfor eksempelvis auberginer altid er importeret fra hollandske drivhuse og ikke fra solrige Middelhavslande. Der var faktisk kun et enkelt produkt, der lå mærkbart under god, italiensk standard, og det var mozzarellaen - en lille, hvid skive gummibold. Formodentlig var den et dansk mejeriprodukt. Og til denne imponerende hors d'oeuvre fik vi duftende, lunt og nybagt brød. Hver mundfuld af vores Candido Salice Salentino var en dejlig og fyldig oplevelse, typisk syditaliensk, men vi holdt hus med den, for det var en fugtiglummer aften, hvor man nemt glemmer at slukke tørsten i vand - vi drak hver en halv liter af den italienske mineralvand Panna (15 kr. flasken). Mørt og saftigt Videre på spisekortet. Der er en tavle med dagens specialiteter, og fra den valgte min gæst filet al Barolo, oksefilet med rødvinssauce og salat, og jeg agnello ai pistacie, lam med pistacienødder samt kartofler og et par grøntsager, og bemærk - begge hovedretter koster 120 kr. Der er kun en, der er dyrere, pesce alla Livornese til 145 kr., en anretning med flere slags fisk og skaldyr. Men Cucina Vera tilbyder også fire-fem billige pastaretter i prislaget 55 til 75 kr. Sidstnævnte er en gang macceroni al filetto, med oksekød. Efter den flotte ouverture var vi ret spændte, holdt standarden? Og det gjorde den sandelig. Vores kød var ultramørt og velsmagende, saftigt, svagt rosa. Simpelthen velbehandlet, - og lammet skåret fra en culotte. Når vi begge levnede, var det alene, fordi portionerne var så gigantiske, og min kløgtige gæst fik uden besvær Nino til at give sig resterne af sin filet med hjem til sin kære bulldog. Nej, vi kunne umuligt klare en dessert, og dog - er man prøvespiser? En panna cotta og en tiramisu gled ned, begge fortrinlige, begge til 35 kr., og som det absolutte punktum, en espresso og en cafe latte til 15 kr. Hele regningen blev på 670 kr., men for 400 kr. kan to også genopleve Italien her i Kjeld Langesgade. Og hvem var så kokken denne aften? Det fandt vi endelig ud af, såmænd Manszu Ardi selv. Han er stedfortræder for sin kok, der har sommerferie. Og jeg ville føle mig smålig og karrig, hvis Manszu - trods små anmærkninger - ikke får fire kokkehuer for sin totalpræstation.