Anderledes, dyrere - og virkelig godt

Lyt til artiklen

Anderledes, dyrere - og virkelig godt - thaikøkken på Khun Juk i Boltens Gård. Man har heller ikke ukritisk plastret væggene til i diverse thai-souvenirs, for at overbevise gæsten om køkkenets tilhørsforhold. Væggene er gammelrosa, rekvisitter, udsmykning, bestik og service er valgt med stor omhu. Borde og stole er små, for plads er den eneste mangelvare på stedet. Betjeningen er utrolig venlig og opmærksom. Man skal lige vænne sig til den særlige omgangsform og store høflighed, der navnlig kendetegner de thailandske tjenere; der bukkes næsten mellem retterne. Tre for 270 kr. Priserne er meget rimelige på stedet, hvis man sammenligner det med det generelle niveau på dansk-franske restauranter. Problemet er, at det gør man instinktivt ikke. Thailandsk mad skal pr. definition ligge et par prisklasser under det finere, franske køkken. Det gør man op med på Khun Juk, hvilket er et initiativ, man kun kan prise. Skal det store thailandske køkken have den flyvehøjde, som det fortjener, må det også have de bedste betingelser og råvarer. Sådan har kokken meget fornuftigt ræsonneret. Han hedder Khun Juk - deraf restaurantens navn. Tre retter valgt fra kortet løber op i 270 kr. Efter at have parlamenteret lidt med Khun Juk, endte vi med at bestille en flaske hvidvin til hele måltidet. En Crozes-Hermitage 1998 fra Demeures Pére et Fils til 255 kr. Ikke nogen dårlig anbefaling. Der var fylde og kompleksitet til at følge alle retterne på vej. Små overraskelser Køkkenet begyndte aftenen med en serie små overraskelser. På tallerkenen befandt sig en lille sushi med laks og avocado, et uhyre velsmagende stykke tun i sprød dej og endelig en rispandekage med kylling og rejefyld. Små elegante himmerigsmundfulde, meget dekorativt placeret på et friskt, mørkegrønt, tropisk blad. Derefter kom der et fad med sprøde rismelschips, som man kunne dyppe i en meget lækker blanding af små kyllingestykker i rød karry. Min gæst havde bestilt Tom Yam Ghung-suppe som forret. Det er den thailandske nationalsuppe par excellence. Den optræder på stort set samtlige thailandske spisekort i byen og laves i et utal af versioner. Min gæsts suppe denne aften var lavet med store, friske rejer og citrongræs og frisk koriander, som de mest markante blandt et utal af grøntsager og krydderier. Det var en fornem suppe, meget fint afbalanceret imellem det friske og hotte. Hummer og lotusrod Selv valgte jeg at prøve hummer med fyld af lotusrod og vandkastanier. Det var en fornem anretning - en halv hummer var flækket, kødet taget ud og blandet med de øvrige ingredienser, hvorpå hele molevitten var kommet tilbage i skallen igen og gratineret. Meget veltilberedt og lækkert. To små skåle med saucer fulgte med: en chili/hvidløgssauce og en sur-sød sauce tilsmagt med tamarinde. Hovedretterne holdt samme glimrende standard som forretterne. Min gæst modtog en tallerken med rosastegt lammekød, kantareller og små fine gulerødder. Dertil ris anrettet som et trekantet tårn midt på tallerkenen og en meget flot grøn karrysauce; cremet og blød i konsistensen, aromatisk og dyb i smagen. Virkelig flot. Lammet var så mørt, at det kunne skæres med gaflen, og grøntsager og svampe havde bid og god smag. Dejligt også at se kantarellen besøge det thailandske køkken i Khun Juks fortolkning. Sødt og hot På min tallerken var et meget mørt kyllingebryst skåret ud i fine skiver og overhældt med en fin, rød karrysauce. Saucen balancerede glimrende mellem det søde og det hotte. Tilbehøret var braiseret fennikel, langtidsbagte tomater og et lille tårn af ris svarende til det på min gæsts tallerken. Til begge retter fulgte to, dekorative skåle med lidt ekstra af både den grønne og den røde karrysauce. Desserter er ikke altid den stærkeste side i restauranter, der repræsenterer de fjernøstlige køkkener. Khun Juk er en behagelig overraskelse. Min gæst prøvede den karamel-indbagte banan, mens jeg selv forsøgte mig med de thailandske pandekager. Bananen kunne måske lyde som den traditionelle dessert fra mange kinesiske og thailandske restauranter, hvor et stykke banen dyppes i beignetdej, smides i varm olie og serveres med en skive vanilleis. Banan i nøddedragt Khun Juk triller sin banan i nøddekrokant og indbager den i papirtynd dej. Den blev serveret med en glimrende kokosis og tropiske frugter. De thailandske pandekager skal bages over flere omgange, men er værd at vente på. De er små, lette i konsistensen og fine i smagen. Denne aften fulgtes de med kokosisen og en virkelig god mangosorbet foruden friske, tropiske frugter. Regningen endte på 795 kr. - og det var virkelig ikke urimelige summer for aftenens besøg i et meget dygtigt thailandsk køkken - fuld af variation og nuancer. Man behersker det traditionelle thailandske køkken og formår samtidig at bringe danske råvarer ind i det tropiske univers i en både personlig og meget delikat fortolkning.

Appetit på mere?

På Politiken er vi sultne. Ibyen giver dig anmeldelser, anbefalinger og nyheder fra Københavns buldrende madscene. Vores anmeldere deler hver uge hjerter ud til restauranter, cafeer og barer, så du ved, hvor du skal gå hen – og hvor hypen ikke holder.

Bliv abonnent for kun 1 kr.
Allerede abonnent? Log ind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her