»Jeg hedder Ranee Udtumthisarn, og jeg elsker at lave mad ...«. Sådan præsenterer den smilende thailandske kok Ranee sig selv med en fin lille personlig fortælling på restaurantens hjemmeside om en barndom i det nordøstlige Thailand – langt fra turiststrømmene og midt ude i den store natur.
Sammen med sin danske mand Andreas og et meget internationalt team i køkkenet og på gulvet åbnede hun for ikke så længe siden restauranten Ranee’s på Blågårds Plads. Hvide vægge og klart lys Tidligere husede lokalerne Restaurant Tibet – og lidt pudsigt har Ranee valgt at bevare de tibetanske farver, der løber langs væggen i hele lokalet. Det sporer unægtelig tankerne i en anden retning end det thailandske køkken, og indretningsmæssigt ser der heller ikke ud til at være forandret særlig meget, siden der blev lavet tibetanske momo og smør-te på stedet. Hvide vægge, lyse fyrretræsmøbler og ikke så meget pjat.




























