Heldigvis for os madglade er det ikke alle de superdygtige kokke, der har ambitionen om michelinstjerner og bonede gulve. Morten Bech Køster, der residerer som køkkenchef bag gryderne i No. 1, har andre ambitioner. Han vil lave velsmagende, flot håndteret mad med gode historier til sine gæster, der samtidig skal være i stand til at betale regningerne så ofte, at de kan blive stamgæster. Køster har en flot fortid som køkkenchef på bl.a. Skovshoved Hotel og Brasserie Le St. Jacques. Desuden har han arbejdet sig gennem en stribe af Bruxelles' Michelin-bestjernede restauranter, heriblandt den trestjernede Bruneau. En sådan fortid gør Køster kapabel til at lege med de store, men han har i stedet valgt at glæde os små og almindelige. Hvor herligt! Det betyder selvfølgelig, at man ikke kan have de samme forventninger til udenomsværkerne eller få indfriet ønsket om et stort vinkort. Maden er der til gengæld kælet godt og grundigt for, og især hovedretter og desserter står ualmindelig stærkt i No. 1. Vi indfandt os en af de blæsende kølige forårsdage og kunne konstatere, at vinduernes isolation lader meget tilbage at ønske. Gad vide, hvad de gør om vinteren? Men den venlige tjener skyndte sig at lade os vælge et nyt og mindre vindomsust bord, da vi var blandt de første gæster. Spisekortet er uprætentiøst i sin form, nærmest som et smart cafekort i hård plast, og udbuddet er overskueligt. Det dominerende og absolut bedste scoop er en femretters menu til 355 kr. En forret koster ca. 100 kr., hovedret 200 kr. og desserter ca. 65 kr., så man kan ikke spise tre retter a la carte for mindre end prisen på den store menu. På alle hverdage serveres også dagens ret til 110 kr., der denne aften var dampede blåmuslinger med pommes frites - sådan som de altid serverer det i Bruxelles. Det er prisværdigt, når de gode steder byder på en så prisvenlig politik, at alle kan være med. Med personlighed Jeg gik om bord i den fristende femretters og plukkede det første glas vin fra vinmenuen med til retten, der var et stykke foie gras-terrine paneret i siciliansk rasp med en lille nøddekompot med æble. Køster berettede til alle gæsterne, han servicerede, at han lige havde været på Sicilien, hvis køkken havde betaget ham, og nu ville han gerne dele de gode historier og oplevelser med os andre. Det er med til at gøre hans mad personlig og erindringsværdig. Det fik mig nu ikke til at falde i svime over den rasp, der lå omkring foie gras-terrinen. Jeg fortrækker det sprøde brød og den fede andelever hver for sig. Men det er jo en smagssag. Hertil var min Riesling Spätlese Trocken 2003 fra Bockenauer Felseneck glimrende; sød med et vist mål af syre til at skære gennem fedmen. Min medspiser valgte at 'nøjes' med tre retter og indledte med en tapastallerken. I sig selv et helt måltid, hvis man bare er til noget lidt let. (110 kr.) Her var en smart fortolkning af en salat nicoise med friskstegt tun, en lidt for salt brandade (klipfiskepure), stegt polenta med soltørret tomat, kyllingespyd med pesto, pølse, rillette og et par andre ganske traditionelle ting. Det er ikke tapastallerkenen, der viser køkkenets storhed! Min næste ret var en lille 'papillotte' (papirpakke) med lidt kammusling, musling og fisk i hvidløg. Enkelhed er godt, men der var ikke bid nok i smagen. Det var der til gengæld i begge vore hovedretter. Frækt og vellykket Først fik vi skænket (uden at smage først) fra den flaske månedens vin, der var anbefalet til 325 kr. Den var - selvfølgelig - fra Sicilien, en Donnafugata Sedára, Nero d'Avola 2002 (325 kr.). God fylde og syre, men lidt voldsom i garvesyren endnu, så min medspiser bad om et glas St. Emilion Grand cru. Hun skulle have stegt sandart til hovedret, og selv om hun er særdeles godt vant, kunne lovordene ingen ende tage. Den bedste fiskeret meget længe, bedyrede hun begejstret og tilflød mig nådigst en lille smagsprøve af den knasende sprødstegte friske fisk med intens cremet svampesaute og en frisk, syrlig 'tatar' af aubergine og let bitre spinat- og salatblade. Her var smagspaletten fyldt ud, konsistenserne taget i ed og farvevalget smukt afstemt. Men tilfredsheden var lige så stor ved min tallerken med perfekt stegt perlehønebryst med peber, små falaffelboller med indmaden, lidt braiseret lår med morkler, fin kartoffelfondant og sky. Farverne her er holdt i gyldne toner, kontrasternes behag finder man i munden og så i formerne på de enkelte små anretninger af perlehønen. Min fjerde ret var vist kokkens stolthed, for her var han på banen, for at fortælle alle gæsterne om den sicilianske pecorino, der bestemt også var meget velsmagende med hele peberkorn og serveret på ristet pumpernikkel, der denne dag desværre var blevet spist op af frokostgæsterne og nu måtte erstattes af ristet rugbrød. Tilbehøret var en lille kugle parfait af pinjekerner og sesam. Frækt og vellykket. Her spilles der med talentmusklerne. Flot præstation Jeg skulle have haft en ricotta bagt med frugt, men bad om at bytte ud med husets hjemmelavede is. Og det fortrød jeg ikke. Smukt og enkelt kom tre små nøddekurve med henholdsvis peanutis, pistacieis og æbleis. Også her er der tænkt over kompositionen og ikke bare et udbud af, hvad fryseren rummer. Her var salt, sødt og surt i meget fin balance, og for en passioneret isspiser som mig vil denne isdessert længe stå lysende klart i erindringen. Min medspiser tog den store dessert farandole med mange små hapsere til 110 kr. Hun spiste op, hvilket er en meget stor cadeau til køkkenet og det med rette. Æbleis på tranebær, chokoladesuppe med skum i højt glas, clafoutis (sødt æggeskum) med frugt, bagt ricotta, pistacieis, brombær creme brulé, der ikke var så god som den også serverede klassiske version og så endelig en meget fin personlig fortolkning af en panna cotta i kryds med tiramisu. Den sicilianske fortælling var til stede i alle retterne, men på en diskret måde. Vi endte med en regning på 1.400 kr. inklusive vand og to store caffelatte at ordne verdenssituationen over. Da den var klaret, stod det klart, at Køster og co. i No. 1 står til 4 rene huer for en flot, yderst prisvenlig, personlig og gedigen præstation.