Det var en af de få rigtig lune sensommeraftener, hvor selv ståpladserne var udsolgt i Nyhavn, og brostenene blev blankpoleret af fadølssjatter. Duften af navnløse stegeretter blandede sig med protestrøgen fra rygeforbuddet og tændvæsken fra den evige, allestedsnærværende, ildsprudende gøgler, der gjorde klar til aftenens show.
I det fine, gamle, lyseblå nummer 21 ligger restaurant Cap Horn. Der er megen historie på stedet – navnkundige hoteller har ligget på adressen, og naturligvis har Nyhavns sagnomspundne, letlevende damer også ført sig frem på stedet. Igennem mange år har der dog været restaurant i de gamle velbevarede lokaler – og Cap Horn satser fortsat på økologien.




























