Hvis man har glemt, hvor enestående Dyrehaven egentlig er, kan det anbefales at trisse ud i den trindt om land falmende skov bag et hold udenlandske turister, når der pludselig vader en syv-otte krondyr med gevirer på størrelse med mindre egetræer over stien, som om intet var hændt.
Det har en vis effekt på de fleste, der møder uforberedte op. Og skoven når vel på denne årstid også sin mest ubærlige skønhed, når løvet flammer op under en knaldblå oktoberhimmel, og Bambis far har taget opstilling ved den stedlige skovsø, hvis nu der skulle komme en trommesalsmaler forbi. Ved skovsøen ligger der for øvrigt et sortmalet træhus med hvide vinduer og tager sig smukt ud. Det er traktørstedet, der siden 1927 har ligget ved Kirsten Piils Kilde, et underhåndsstenkast fra Bakken. Selve Kirsten Piil ved man vist ikke så meget om – bortset fra at hun i 1583 var pigen, der opdagede kilden, som kom til at bære hendes navn.
