I år er det seks år siden, det gamle Skovshoved Hotel genopstod i ny, lys og luftig stil, efter at parret Tofa og Ivan Nadelmann havde overtaget de mildt sagt nedslidte lokaler. Restauranten på hotellet blev ved samme lejlighed omdannet til et moderne luksusbrasserie, og den stil er blevet holdt gennem samtlige år.
Nu er der kommet en ny, stærk profil i køkkenet: Rasmus Kjær, der i en årrække havde restaurant Extra på skiftende adresser og derefter har kørt både catering og gourmetbutik foruden at have kokkereret mange delikate retter til magasinet Gastro. Nu måtte Kjær tilsyneladende igen mærke presset fra sultne, ventende gæster i restauranten – og han har ved samme lejlighed banket et nyt kort sammen, der holder bistrostilen med nogle personlige detaljer undervejs. Dyr drue Restauranten ligner sig selv. Den for mange velkendte store glasveranda er der ikke blevet ændret på – og den enkle, frankofile brasserie-indretning i lokalerne heller ikke.






























