Lamperne er de kendte bowlerhatte, og de gamle kødkroge hænger i vinduerne. Hos Slagteren på Kultorvet tales der i kødsprog. Og da kød jo er symbolet på det maskuline, er indretningen ligedan. Selv om bøf bearnaise kommer fra Frankrig, er stilen snarere engelsk. Og alle vi, der elsker en god bøf, kan med god samvittighed lægge vejen forbi. Godt kød koster, og derfor ligger stort set alle hovedretterne mellem 200 og 300 kr. Men så får man også kød med masser af saft og mørt som smør. Det er ikke et sted for vegetarer - selv stedets eneste ikke-kødret, fish and chips, vil ikke kunne accepteres af de kødløse, for chipsene steges i oksetalg. Men hvorfor har stedet overhovedet en fiskeret? Måske fordi netop fish'n'chips er lige så rustik og maskulin i sin symbolværdi som den gode bøf. Jens Slagter forklarer det lidet veldokumenteret med, at det var vikingerne, der lærte englænderne at spise fish’n’chips, hvilket så skulle være forklaring nok. Meningen er god nok, her er vi vikinger, og vi vil have ordentlig mad på bordet. For at understrege dette er også forretterne stort set kun baseret på kød. Man kan vælge mellem slagterens trug (nok til to personer), rillette og carpaccio, mens hovedretterne spænder over kylling, bøf af enten højreb eller oksemørbrad, rørt tatar, lammeryg og fish’n’chips. Desuden skal man vælge sig et grønttilbehør, en kartoffel og en sovs. Inden for hver genre er der fire ting at vælge imellem, og det er ikke bare ligegyldigt tilbehør, det er virkelig noget, der er kælet for, så det giver mening at skulle vælge. Det grønne byder på coleslaw, salat, ratatouille eller grøntsager i orlydej, mens kartoflerne spænder fra røsti over pommes Anna og pommes frites til grov mos, og saucer kan være både bearnaise, rødvinssovs, pebersovs og kryddersmør. Slagterens marmeladevin Mens vi tog stilling til alle disse mange valg, nød vi et glas Cava Reserva + Natura, Brut, Bodegas Pinord til 65 kr. og havde svært ved at holde fingrene fra det aldeles fremragende friskbagte grove brød med sprød og spændstig skorpe, der var kommet på bordet sammen med en kande koldt vand. Da truget til forretten også rummede en servering af griserilletten - en fransk version af sylte med fedt - valgte vi at prøve både et trug og en carpaccio, vel vidende at det nok var i overkanten, men det her var jo i embeds medfør. Mens kødet i sagens natur har den pris, godt kød nu engang har - og vel altid burde have, så vi kun spiste godt kød, men så lidt sjældnere - er vinene behageligt billige og alle økologiske. Det kan klart bedst betale sig at tage en af de dyrere flasker (350-450 kr.), for der er avancerne forsvindende små. Som der står, er det vine, slagteren kan lide, og Jens Slagter siger selv med et skævt grin, at han er mest til de solmodne fyldige »marmeladevine«. Så er det godt, han ikke serverer råkost! Valget stod mellem en Chateauneuf du Pape, Domaine la Cabotte til 445 kr. og en Clos des Mas, Mas Blanc, Priorat, der under tilnavnet ’husets rigtig gode’ kostede 345 kr. (husets gode koster 249 kr.). Det blev januarbudgettet, der sejrede, og vi tog den sidstnævnte. Masser af mørke modne bær og egetræsfad – bestemt en passende vin uden de store raffinementer til det mørke kød og den langtidsstegte kylling. Store flotte flæskesvær Men tilbage til truget, der kom som forret. Det var pølseelskerens drøm. Sønderjysk spegepølse med cognac og enebær, oksespegepølse med timian, salvie og merian, coppa (saltet eller tørret nakkekampølse), oksespegepølse med chili og cayenne, gravad skinke, griserillette og ikke mindst nogle meget store flotte flæskesvær. Er man bare til lidt godt at gumle på, er dette trug fantastisk, men måske lige i overkanten, hvis man nu gerne også vil spise bøf bagefter. Principper følge eller restaurant fly, hvorfor vi også smagte den noget lettere servering med frisk og dejlig carpaccio, denne evergreen opfundet i Venedig på Harry’s Bar i 1950 til en grevinde på diæt. Med den obligatoriske sennepsdressing og godt med velmodnede parmesanosteflager til. Rent guf, ikke mindst fordi kødets kvalitet er helt i top. Ærgerligt, vi ikke også havde plads til en rørt tatar. Den klassiske bøf af højreb, som jeg til enhver tid vil anbefale frem for oksemørbraden, hvis man vil have mest smag, var stegt præcis som ønsket, medium rare, og serveret med god bearnaise med masser af estragon og supersprøde pommes frites (det må være oksetalgen, der gør det). Salt ønskes I menukortet redegøres der for, hvorfor køkkenet ikke kommer salt på kødet, og at man selv skal gøre det, for også at kunne nyde kødets rene egensmag. Det er jeg uenig i, da salt smager bedre stegt end drysset på bagefter; på den måde fordeler det sig bedre og smager af mere. Men vi dryssede salt på og kunne således anprise kødets gode smag, når det var saltet. Det stegte kyllingekød, der kommer fra de store kødfulde kyllinger fra Møgeltønder, der får lov at leve tre gange så længe og bedre end en almindelig kylling, var saftigt og perfekt krydret og serveret med en meget velkomponeret grønkålsrødbedefrikasse. Godt, der var en let dessert! Men se til, om ikke medspiseren hellere ville have ost. Og det er et godt sted at vælge det. Man kan få tre pæne stykker – ged, brie, comté, alle perfekt modne - til 68 kr. Ja, det er også muligt at få en hel ostevogn til 198 kr., men så er det nok også et helt måltid. Selv fik jeg min ishunger stillet med en optimal hjemmegjort regnbueis. Tænk, om ens barndom havde haft den slags is til fødselsdagene! Nu fik vi den i stedet Hos Slagteren, Kultorvet 5, efterfulgt af en gang kaffe og en regning på 1.400 kr. Det er gedigen snak, der sker på tallerkenen. Smag, stemning og dyrevelfærd går hånd i hånd og udløser fire glade huer. FACEBOOK