Tusind og én nat på turistklasse

Lyt til artiklen

Der er langt fra Persien til Iran. Hvilket vel er pudsigt, når man husker på, at Persien bare er den gamle betegnelse for Iran, som blev anvendt frem til 1935. Men betydningsmæssigt og associationsmæssigt er der langt. Når vi siger Iran, tænker vi på mellemøsten, FN-resolutioner, sikkerhedspolitik og præstestyre. Persien associerer derimod til flimrende billeder af karavaner, ægte tæpper, hængende haver og tusind og en nat. Vi kan dufte krydderier og høre den fremmedartede musik fra neyfløjter og trommer. Derfor er der vel også forskel på at sige, at man skal på Iransk restaurant, og at man skal ud og spise persisk. Tiden farver alle definitioner. I dag er det eksotiske fra området blevet til politik. Perser er blevet til perker. Men det duftende og dragende lever fortsat i køkkenet. Det persiske køkken er meget delikat. Man fornemmer påvirkningen fra Mellemøsten, ørkenen, det arabiske islæt, islam. Men samtidig også, at de pakistanske og indiske køkkener ikke ligger så langt væk. Persisk paladsstemning I København er der et lille antal persiske restauranter. Nogen nok mere persiske end andre. På Nørrebrogade 32 åbnede Persian Garden i foråret. Man skal ind i baggården - så dukker restauranten op. Indretningen er meget markant. Det er illusionen af et persisk palads, man træder ind i. Store dele af lofter og vægge er dækket af en imponerende spejlmosaik, der må have taget en krig at sætte op. Mosaikken illuderer et facetslebent relief, så lyset spiller konstant i de tusindvis af små spejlflader. Ind imellem disse er der lavet kulørte vægmalerier i store nicher. Det giver en meget særlig atmosfære på stedet. Møbleringen er noget anonym, lyse træmøbler, hvilket skaber et sammenstød af stilarter på stedet; på en gang pompøs og beskeden. Afstanden mellem bordene var denne aften ret stor - og der var relativt få gæster, hvilket jo aldrig er den store fest. Men når der er liv og glade dage, talende gæster og blafrende stearinlys overalt i lokalet, må der være meget stemningsfuldt. Værten er en meget venlig, fåmælt herre med et sørgmodigt udtryk i øjnene, der ind i mellem løser op i store, varme gæstfrie smil. Tidsfornemmelsen hos ham og kokken var denne aften meget afslappet. Skal man derfor ha' sig en hurtig persisk bid på vej gennem byen, bør man sige det. Velsmagende og delikat Kortet er både på dansk og arabisk. De persiske forretter er for de flestes vedkommende vegetariske. Der er diverse krydrede typer yoghurt, der er auberginemos med løg og krydderier, der er spinatretter og små salater. En enkelt suppe har også sneget sig ind. Navnene er vidunderlige og eksotiske, når de ses gennem en forkølet, blegnæset nordboers øjne. Jeg har fundet flere persiske opskrifter hentet fra den i Iran meget navnkundige kogebog 'Honar-e Aashpazi' (Kogekunst) af Rosa Montazemi. Kashk-e Baadenjaan er en af aubergineretterne med stegte løg, mynte (39 kr.), Nargesi Esfanaaj er spinat med løg og æg (39 kr.). Vi prøvede også Maast-o-Khiar, yoghurt med agurk, løg og mynte til 25 kr. Alle sammen veltillavede og delikate. Aubergineretten med en sødmefuld, rund og krydret smag, spinaten med tydelig nuance fra de stegte løg og yoghurten med masser af friskhed fra mynten. Dertil kom en lille kurv med udskårne, lune trekanter af persisk, pitalignende fladbrød. Drikkevarerne endte med at blive to fadøl til 18 kr. stykket og to mineralvand, der ejendommeligt nok var dyrere end øllen(!). De kostede 22 kr. stykket. Det bør to glas mineralvand ikke gøre, hverken i København eller Teheran. Vin er naturligvis også at finde på stedet; et lille udvalg til rimelige priser. Hovedretterne på Persian Garden er for størstedelens vedkommende variationer over kebab. Men der er også et par alternativer, og dem holdt vi os til. Min gæst forsøgte sig med Bagholi Polo; en braiseret, krydret lammebov med dild og safranris til (89 kr.). Et pænt stykke lam, meget delikat og mørt ankom med to slags ris og lidt hestebønner. Risene var tilsmagt med henholdsvis masser af fintsnittet dild og safran. De var velsmagende og delikate. En medfølgende sauce var mest hot - og knapt så interessant rent smagsmæssigt. Der fulgte endvidere en lille, grøn salat med på tallerkenen. Ærlig, god persisk husmandskost til en rimelig penge. Selv var jeg endt med en gang Ghormeh Sabzi; en gryderet med kalvekød og sortøjede bønner til bare 79 kr. Det var en velduftende, mørk gryderet med stykker af meget mørt, langtidskogt kalvekød, bønner og diverse krydderier. Meget karakteristisk var blandt andet citrusskal (sort lime). Tilbehøret var almindelige hvide ris og orangegule safranris. Særlige ønsker kan ringes ind Desserterne på stedet er ikke det helt store. Begge er med is; den mest interessante går under navnet 'honningis' og koster 45 kr. Det viste sig at være et cocktailglas med lidt syltet fersken, to slags is (vanille og banan), lidt mandelsplitter, flødeskum og honning på toppen. Velsmagende uden at være nogen videre original, persisk ret. Som altid er det sjældent desserterne, der er særlig interessante på restauranter i denne kategori. Men der findes faktisk et antal spændende, persiske desserter - bagværk med diverse krydderier, citrusskal, rosenvand, nødder etc., som havde været interessante at prøve. Men man kan sikkert overtale kokken, hvis man ringer i forvejen og har særlige ønsker. En meget venlig mand, der med stolthed sammen med værten viste spejlsalene frem og forsikrede os om, at alt kunne lade sig gøre. Både mad ud af huset og selskaber. Så det må vi vel hellere få med. Summa summarum: Regningen endte på 411 kr. og vi gik mætte fra borde på trods af, at portionerne på stedet ikke er så voldsomme af omfang. Persian Garden er et udmærket, stilfærdigt spisested i den billige ende med et anderledes, etnisk køkken, der ikke er overrepræsenteret i byen. Maden er veltillavet og reel. Betjeningen er meget venlig - om end ikke den hurtigste denne aften. Når prisen sættes over for kvaliteten lander vi på tre, pæne huer til Persian Garden. Glædelig jul.

Appetit på mere?

På Politiken er vi sultne. Ibyen giver dig anmeldelser, anbefalinger og nyheder fra Københavns buldrende madscene. Vores anmeldere deler hver uge hjerter ud til restauranter, cafeer og barer, så du ved, hvor du skal gå hen – og hvor hypen ikke holder.

Bliv abonnent for kun 1 kr.
Allerede abonnent? Log ind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her