ADVARSEL: Denne anmeldelse vil beskylde et populært spisested for optrækkeri, sjusk og dårlig kvalitet. Fans eller svage sjæle bør springe over ... Værnedamsvej er en af Københavns eksotiske lokaliteter. Little Italy og Little Paris på en gang. En lille gastronomisk sidekanal med personlighed og en charmerende tæthed af gode butikker for madinteresserede, der vil finde netop dén pølse, dén ost og lige præcis den type radicchio i sæsonen. For nogle år tilbage modtog Værnedamsvej Det Danske Gastronomiske Akademis hædersdiplom for det særlige miljø, som de gode madbutikker er med til at skabe. Naturligvis ligger der også restauranter i gaden - og en af dem hører til de mere populære i byen: Ristorante Mama Ludbas. En italiener, som med dén beliggenhed næsten har pligt til at være god. Man har nemlig lyst til, at der skal ligge en hvidløgsduftende, møghyggelig italiener i et tåleligt prisleje netop dér. En restaurant, der lever op til det gedigne niveau, som man kan opleve på gamle italienske familierestauranter i New York eller London. Men man bliver godt nok skuffet på Mama Ludbas. Mangel på gæster ser det ikke ud til, at de kan klage over på Ludbas, men stedet hører også til dem, der har annonceret allermest i dagspressen. Mange vil i hvert fald nok nikke genkendende til en annonce med foto af selveste Mama, der står smilende over en stor gryde og øser op - omgivet af stjerner og kokkehuer fra diverse aviser og blade. (Karakteren 'fire en halv kokkehue' er dog ikke fra Politiken, men fra en udgivelse ved navn Frederiksberg Magasinet). Vi troppede op tre mand høj og fik straks skænket et glas mousserende vin. Den slags er naturligvis en venlig gestus og ser fint ud, ikke mindst når der er meget guld på etiketten og flasken hedder noget med Prestige. Selve drikken var nu ikke nogen fest - en sødlig, uinteressant vin med temmelig trætte bobler. Blandet kost Kortet er særpræget for en italiensk restaurant, idet et stort antal retter overhovedet ikke er italienske - uanset at kortet er skrevet på italiensk. Hvad laver rejecocktail, snegle med hvidløg, avokado med rejer eller peberbøf egentlig på et italiensk spisekort? Retterne har deres oprindelse stående i parentes, og flere steder står der således 'fransk' eller 'international'. Vinkortet grænser til det absurde i sin udformning: Der er fem flasker hvidvin, der alle koster det samme: 199 kroner. Så er der rødvinene, som starter med en flaske til 299 kroner, fortsætter med to flasker til henholdsvis 1.995 kroner og 1.895 kroner (!), hvorefter priserne dykker lidt over nogle flasker for så at slutte med fem franske vine med en gennemsnitspris på over 2.000 kroner. Man bør huske på, at restauranten i hjemmesiden beskriver sig selv som et sted, hvor man kan få »en god madoplevelse til en fornuftig pris ...«. Tingene hænger ikke sammen. Vi spurgte tjeneren til råds, og han foreslog, at vi snuppede den flaske Barbera fra Franco Secco, som var månedens vintilbud til 209 kroner. Han bemærkede, at den ville passe vældig godt til vores retter, og »at den mindede en del om Amaronen«. (Nogen burde fortælle ham, at en let, næsten saftevandsagtig Barbera, som den vi fik, er uendelig langt fra en klassisk Amarone ...). Vi startede med to forretter og en pastaret, der desværre ikke kunne fås i halve portioner: spaghetti alla marinara (med alt godt fra havet) til 119 kroner. Grillede svampe kostede 89 kroner. Det var for dyrt for de små, triste og meget olierede svampe, der kom ind på min ene gæsts tallerken. Østershatte og markchampignoner hører ikke ligefrem til torvets dyreste svampe. For slap en anretning. Klassikeren carpaccio (ligeledes 89 kroner) lå og svømmede i en særpræget olie-eddike-dressing, som fuldkommen dækkede tallerkenen. Det var dressing og ikke friskskåret oksekød, som retten smagte af - og det er ikke meningen. Pasta med alt godt fra havet til 119 kroner var ligeledes under al kritik: spaghetti i en anonym tomatsovs med lidt rejer og muslinger iblandet - foruden en formpresset, artificiel jomfruhummerhale i det materiale, der i fødevareindustrien går under navnet 'imiteret krabbekød'. Der er i virkeligheden tale om fiskefars af ikke nærmere bestemt herkomst. At finde den slags i en pastaret med tilnavnet 'alt godt fra havet' grænser til falsk varebetegnelse. Går vi på restaurant for at spise halvfabrikata? Masser af sovs Videre til hovedretterne: Ærkeklassikeren saltimbocca alla romana svømmede også i sovs. Meget uitaliensk. Det slørede den fine smag, der ellers er i kalvekødet, parmaskinken og salviebladene. Retten var endvidere lavet med pinjekerner; jeg har ikke mødt nogen italienske opskrifter med den tilføjelse. Ludbas' egen kalvefilet med friske asparges, basilikum og cherrytomater kostede 169 kroner. Beskrivelsen af retten kunne pege i retning af en let, sommerlig ret, der præsenterede sine ingredienser så enkelt som muligt - men også her gyngede tallerkenen i sovs; asparges og cherrytomater lå på toppen. Sovsen dominerede smagsbilledet totalt - og den var ikke specielt interessant. Selv prøvede jeg grillstegt oksemørbrad med barolosauce til 199 kroner. Kødet havde en mærkelig konsistens. Jeg kunne ubesværet trække det fra hinanden uden overhovedet at bruge skæret på kniven. Det har jeg aldrig oplevet at kunne med et stykke oksemørbrad - og det var ikke en rar oplevelse. Sovsen smagte nogenlunde, om end den var meget grov i konsistensen og voldsom i mængderne. En stor anke var endvidere, at retten ikke var ordentligt varm. Alle retter blev serveret på store kolde tallerkener. Min var knapt lunken ved ankomsten. Tilbehøret var det samme til alle tre hovedretter: en rimelig hæderlig grøntsagssauté og nogle kedelige, lunkne flødekartofler. Vi prøvede de tre desserter, der var på kortet. Flødeisen var chokolade, vanilje og jordbær - regnbueisens nuancer i en forholdsvis anonym kvalitet. De smagte pænt og hæderligt - men var desværre lidt krystalliserede i bunden. Husets tiramisu havde fået et lyst chokodrys i stedet for en ordentlig mørk kakao. Smagen var uinteressant, mascarponecremen en anelse grynet i konsistensen. Bedste dessert denne aften var de tre sorbet'er, som smagte udmærket af de respektive frugter og havde en rimelig god konsistens. Regningen for aftenens besøg endte på 1.417 kroner for tre personer inklusive kaffe og isvand. Det er naturligvis alt for meget for aftenens skuffelser. Alt kunne spises - om end med vekslende fornøjelse. Værst var klart skaldyrspastaen; hovedretterne var først og fremmest kedelige, oversovsede og som sagt ikke ordentligt varme. Når prisen sættes over for kvaliteten ligger vi og skraber et sted mellem 1 og 2 huer. Et andet besøg på stedet bekræftede kun dette: Skaldyrspastaen holdt samme triste niveau, laksecarpaccioen svømmede i samme dressing som oksecarpaccioen, og minestronen fremstod som en tynd grøntsagsbouillon med gulerod og blegselleristykker. Det er svært at vurdere, om det er manglende talent eller engagement, der er skyld i det slappe kvalitetsniveau. Vi oplevede et kedeligt, hotelagtigt (internationalt) køkken, der var stagneret i nemme løsninger og klichéer. Vi var milevidt fra det italienske mamakøkken, som ellers er den vare, man påstår at stå for på stedet. Jeg vælger at tro på, at de vil deres gæster det bedste på Mama Ludbas. Betjeningen var meget venlig, og stemningen i køkkenet virkede god. Men nogen må tage at rydde op i det spisekort, finde kvalitetsbevidstheden frem og skrue op for blusset. De har et publikum - må vi så få leveret varen?