Hornbæk er den første egentlige badeby, når man kører ad strandvejen fra Helsingør mod vest og dermed befinder sig på, hvad ejendomsmæglerne med vanlig lukrativ ynde for længst har døbt den danske riviera. Hornbæk er dog et stykke fra Monte Carlo, og det bliver den forhåbentlig ved med. Der er vaskeægte klitter i Hornbæk og en yndig sommerferie-dvaskhed. Skal vi gå på havnen og købe fisk? Eller rive i bøjler i de tre små tøj- og tingbutikker? Og hvor skal vi spise i aften? Vi prøver sgu Søstrene Olsen. Restauranten holder til nede langs stranden med udsigt til klitter og aftensol. Det er et af de klassiske spisesteder på sommerferiekysten. En smuk hvidmalet villa med en lige så yndig lille gård, hvor man kan sidde ude og spise. Vi er i den absolut finere ende af spisestederne i området. Ikke langt derfra er der grillbar og familierestaurantstemning. Hornbæk byder på det hele. Søstrene Olsen har et lille a la carte-kort foruden en aftenmenu. Ambitionsniveauet er relativt højt, og der er mere avantgardistiske kompositioner mellem de klassiske sommerretter. Naturligvis bør man ikke snydes for en vaskeægte rugmelsstegt spætte med agurkesalat og smørsovs, og den fås også på stedet. Vi nappede menuen til 388 kroner og et par a la carte-retter. Det blev først til en klassisk carpaccio til min gæst (99 kroner). Den italienske evergreen fra Harrys Bar i Venedig blev serveret, som man ofte ser det herhjemme, med parmesanflager, lidt olie og eddike-strejf, kapers og en lille salat til de tynde skiver råt oksekød. Det var en udmærket gennemsnitsservering af carpaccio; ingen overraskelser eller særlig kælen for detaljen, men absolut i orden. And med chokolade På aftenmenuen blev der lagt ud med en relativt speciel kombination: røget andebryst med blomkålscreme tilsmagt med hvid chokolade og hindbærsauce. Det var tæt på en dukkeservering: Fine små, velsmagende skiver andebryst noget kølige i temperaturen lå med en lillebitte spiresalat på hindbærsaucen, der var kantet af med blomkålscremen. Sidstnævnte var fed og venlig i smagen, men nuancen af hvid chokolade var meget svær at spore. Hindbærsaucen var i den dessertsøde ende, og det var, lige inden kæden sprang af i forhold til det salte køkken. Hver for sig smagte ingredienserne bestemt ikke dårligt, men det var, som om sammenhængen udeblev. Min gæsts hovedret blev den rugmelsstegte spætte. Den havde fået god farve på panden, og når spætten er frisk og bredrygget, er der ikke meget, som rammer bedre under en lys dansk sommerhimmel. En god, næsten nøddeagtig smag og udmærket karakter fra rugmelspaneringen. Agurkesalaten knasede, og kartoflerne var nye og smørsovsen knaldgul. Rigtig god, men dog også betalt for 248 kroner. Menuhovedretten bød også på fisk: sprødstegt multe med kartoffel-millefeuille og foie gras-sauce. Multen var absolut det bedste på tallerkenen. Tre pæne stykker velstegt multe, god smag og sprødt skind. Dejligt. Kartoflen var en mos lagt mellem sprøde chips, og det så egentlig bedre ud, end det var så pokkers interessant rent smagsmæssigt. Man skulle måske have tilført en smagsgiver mere. Det var i hvert fald mere de nye kartofler til spætten, man havde lyst til at sætte gaflen i. En lille salat på æble og fennikel tilførte lidt sprødhed og syre. Foie gras-saucen var en lysebrun cremet sag med det ene problem, at den ikke smagte af foie gras. Hverken min gæst eller jeg ville nok umiddelbart have kunnet sige, hvad den smagte af, hvis ikke vi havde kigget i kortet. Det skal være lidt skarpere til den pris. Dyre vine Vinudvalget hos Søstrene er præget af ret høje flaskepriser. Man sidder og bladrer mellem 400- og 500-kroners vine og kan uden problemer komme langt højere op. Det kan godt undre lidt på en sommerrestaurant, hvor folk også kommer uformelt dumpende forbi for at få sig et par lette retter under åben himmel. Det virker, som om der er brug for lidt flere flasker i den tilgængelige ende af prisspektret ud over husets vin. Vi fandt frem til en udmærket, hvid bourgogne, en Macon Lugny 2002 til 288 kroner. God chardonnay-fedme og passende syre til at klare de fleste udfordringer i retterne. På dessertsiden endte min gæst med husets æblekage til 65 kroner. Den ankom rygende varm i en lille ovnfast skål i portionsstørrelse. Et marcipandejslåg toppede en udmærket æblemos, der var godt afstemt i syre og sødme. Man kunne måske godt have brugt lidt mere dej eller noget til at bryde de pæne mængder varm æblemos hen ad vejen, men det er en mindre ting. Tilbehøret var en god, kølig, let sødet flødeskum anrettet som et lille æg i en skål for sig og lidt bær. Meget velsmagende og delikat. Menudesserten denne aften var panna cotta med persille. Panna cotta (italiensk forkogt fløde) er dybest set en flødebudding stivnet med husblas. En italiensk dessertklassiker. Her havde den fået en topping af en flot grøn persillesirup. Når man lige har siddet og smagt persille på kartoflerne til den ene hovedret, så skal smagsløgene lige vænne sig til, at vi nu er i dessertkøkkenet. Uanset at man givet kunne finde mere imødekommende alternativer, var persillen bestemt ikke dårlig som utraditionel smagsgiver, og der blev leget lidt med smagsløgenes faste forestillinger om, hvad der passer til hvad. Der fulgte lidt syltet tomat og en vaniljeis til, og her kunne man måske godt have svunget sig op til noget lidt mere opfindsomt. Panna cotta og vaniljeis er næsten for ens rent smagsmæssigt til, at de udfordrer hinanden på tallerkenen. Brug sæsonen Vi endte med to café au lait, der blev skrækkelig kostbare af, at min gæst bad om et ekstra shot kaffe i sin kop. 52 kroner er for meget for en dobbelt-shot mælkekaffe, uanset hvor man sidder. Med dette endte regningen på 1.217 kroner. Det anbringer Søstrene Olsen i den mere pebrede ende af sommerspisestederne på Nordkysten. Det bedste denne aften var klart de danske sommer-evergreens: den stegte spætte, de nye kartofler, æblekagen. Menuretterne var ikke dårlige, men indimellem ikke helt skarpe nok i forhold til det ambitionsniveau, man fornemmer, når man læser kortet. Midt i den danske sommer er røget andebryst, foie gras og kartoffelmos måske heller ikke det mest sæsonprægede; man kunne godt forestille sig, at der blev stillet endnu skarpere på, hvad der springer op af jorden lige nu, på en så sommerlig restaurant som Søstrene Olsen. Summa summarum: Søstrene laver rigtig udmærket mad, betjeningen er både venlig og hyggelig, og man sidder smukt; men når prisen sættes over for kvaliteten med aftenens enkelte smuttere, så må vi dog holde os på tre pæne huer. Avantgardistisk fransk gastronomi kan man finde mange eksempler på i København. Skønne danske sommerretter i moderniseret mormorstil er mere en sjældenhed, og det er samtidig dér, totaloplevelsen er bedst hos søstrene i solen.