Kokkene Fabbio og Morten har begge fortid på byens dyreste italienske restaurant Era Ora, men nu skal skeen i den anden hånd, og folket skal have mulighed for at tilfredsstille både sult og smag. FAMO er en sammentrækning af de to kokkes navne, men hentyder vel også til bøjningen af verbet at sulte på italiensk, og det er lige præcis det, man ikke gør på FAMO. Et lyst og venligt lokale i Saxogade på Vesterbro danner rammen om dette brandhyggelige sted, hvor man sidder tæt og spiser rigeligt. Der er kun én menu, men man kan stå af undervejs, hvis man bliver mæt. Kører man med i dens fulde længde, er prisen kun 350 kr., hvilket er yderst rimeligt for al den velsimrede, kraftfulde mad, man får. Vinkortet er overskueligt og byder primært på vine i den lidt lette stil med San Giovese druen som central. Priserne er også her svært overskuelige: mellem 165 og 1.200 kr. Min medspiser var denne aften en yngre kollega, og han kunne bedst lide de kraftige solmodne vine fra Syden, der ikke var så velrepræsenterede på kortet, så valget blev en Dolcetta d'Alba (340 kr.), som man sjældent går galt i byen med. Et andet godt valg ville have været Rosso di Montalcino i samme prisleje. Fabbio er den, der hygger om gæsterne på charmerende vis, selv om han ikke gerne taler dansk trods 10 år i landet. Maden taler heldigvis sit eget sprog, og det er jo det, man kommer for at tale, og her udfoldes en fremragende kommunikation. Dårligt er man sat, før der står vand og hjemmebagt brød på bordet, og vi besluttede os for at indlede med et glas prosecco (à 45 kr.) Det fungerer godt til de indledende antipasti, der hagler ned over én, når menuen går i gang. Og hvilket skønt haglvejr. Først en tallerken med marineret rød peber, syltede svampe (der lignede bøgehatte), silkeskåret otte måneder-lagret lufttørret skinke og tre forskellige oste af henholdsvis ged, ko og blandet. Modnet netop så meget, at de løber én let i møde uden at være skarpe. Mens vi stadig var i fuld sving med at nyde disse herligheder, kom et par stykker ristet brød med henholdsvis rørt klipfisk og gratineret cavalo nero, der er en slags sort grønkål fra Norditalien. Det er tydeligt, at menuen er dagsaktuel, og de gode 'rester' fra dagen før gør gavn ved næste dags antipasti. Sådan er god husholdning. Så fulgte to små lune retter, nemlig en rørformet gnocchi med svampestuvning og en lille træplade med frisklavet polenta og tynde skiver pancetta. Karakteristisk for netop dette gode køkken er disse to retters formidable smag og kvalitet. Hvem har ikke prøvet en gummiagtig gnocchi eller en massiv polenta? Her var gnocchien (der egentlig er en lille kartoffel-hvedemelsbolle) luftig og let, og polentaen cremet og delikat. Den fornemme fortid hos kokkene stråler igennem. Minestronesuppe med kål Overgangen til pastaen markeres af en skøn kraftfuld minestronesuppe med kål. Er der et folk, der kan det med helt enkle, men uforglemmelige supper, er det italienerne. Nu var bunden da også lagt, og vi kunne fortsætte med den gode rødvin og en gang rigatoni pasta med andesugo. Ikke noget med voldsomme andestykker, nej, strimlerne fra det inderste ved anden, som vi er nogen, der sidder og gnaver i os med velbehag, lå i en kraftig sky til lige at lægge sig som en fin hinde omkring de velkogte pastarør. Fabbio bærer så den saftige og langtidsstegte lammekølle rundt, så man kan se, hvad der er i vente. Herefter tilflyder der gæsterne en rigelig portion garneret med græskar. Mætheden havde på dette tidspunkt indfundet sig, og kollegaen måtte revidere sin holdning til, at kvinder spiser mindre end mænd. Selv nabobordets to sultne unge mænd var ved at se svært mætte ud. Så vi udbad os en lille pause til at fordøje den gode mad i, hvorefter vi selvfølgelig ikke kunne sige nej til desserten. Den var heldigvis passende lille og frisk. En kølig og fin glat vanilje panna cotta, der jo egentlig er en budding dog uden buddingens tyngde, var her garneret med de herligste hjemmesyltede små pigeonagtige æbler kogt i rødvin og honning. Lille genial detalje. Så enkelt kan det gøres at få småsure pigeoner til at smage som en bid af det mest forførende. Bland honning og god rødvin og læg æblerne heri, og man oplever et lille mirakel. Stor kogekunst. Det måtte lige skylles ned med et lille glas Moscato d'Asti, for god mad kræver sit selskab. Nu var der så til gengæld ikke plads til mere, og vi rundede denne gode aften af med to kopper dobbelt espresso og en regning på 1.330 kr. Det kan godt gøres for en tusse, hvis man udelader boblerne før og efter maden, og der er for øvrigt klart bedre økonomi i at drikke vinene i hele flasker end i glas. Jeg tror også, at mange sikkert ville standse et kapitel, før vi gjorde eller måske hoppe over en af retterne undervejs. Begge dele fik jeg at vide var både tilladt og muligt. Efter sådan en aften føler man, at det er lykkedes at finde dette lille rustikke, autentiske sted i sidegaden, som ingen andre har kendt til, men jeg tvivler på, at det ukendte holder ret længe. Det er her simpelthen for godt og for hyggeligt til, hvilket understreges af fire gode huer.