Da kokkene Fabbio Mazzon og Morten Kaltoft med fortid på Era Ora åbnede Famo i Saxogade for 10 år siden, var det lidt af en nyskabelse, som hurtigt blev et tilløbsstykke.
Dengang var der ikke så mange restauranter i det prismæssige mellemlag med det ambitionsniveau, Famo satte for deres mad. Det var italiensk trattoria-tradition med simpel, men skarp tilberedning af gode råvarer, og det var afslappet atmosfære med kyndige tjenere, der kunne servere gode italienske vine.



























