Olsendrengene er et begreb i Københavns restaurationsliv. Siden deres første restaurant i Store Kongensgade med navnet Olsen har adskillige steder vundet hævd gennem det særlige koncept, der udfoldes, når Olsendrengene står bag et spisested. Her er service, her er veltillavet mad med stil, man bliver mæt, og maden er på en gang både ukrukket og alligevel med et lille strejf af nytænkning. Ofte har drengene indtaget et lokale og skabt et særligt rum til deres spisested, men denne gang har de fået rummet på forhånd, som det så til gengæld er lykkedes dem at fylde ud på bedre vis, end det før har været. Rummet er nemlig et helt særligt rum, der ligger i stueetagen i Filmhusets sort-hvide design, og navnet Sult har hele tiden været bundet til restauranten som hyldest til danske Henning Carlsens filmatisering af norske Knut Hamsuns bog 'Sult' med svenske Per Oscarsson i hovedrollen. En ganske sær association, må man nok tilføje. For hvis denne intertekstualitet skal give mening, skal man altså tænke på den rolle, maden spiller i Hamsuns bog. Her er maden noget, der fornægtes. Selv når den lidende hovedperson får adgang til lidt penge eller mad, kastes det enten bort eller brækkes op. Lidelsen og offerrollen er central, og sulten dækker over andet end fysisk sult. Men navnet falder godt og står flot på glasruderne mod gaden i det blødt oplyste sort-hvide interiør. Det uhøjtidelige er synligt straks, man får spisekortet i hånden, og man kan veksle mellem at kigge heri og ud i det store åbne køkken, hvor den kvindelige køkkenchef Margrethe knokler sammen med sine kokke. Kortet er et stort, sort-hvidt plastet stykke med maden præsenteret på den ene side og vinene på den anden. Overskuelighed er også et af Olsendrengenes nøgleord. Alligevel er mulighederne rigtig mange. Langsom opvarmning Ud over frokost, salater, sandwich og kvalitetsbørnemenuer med ordentligt kød og grønt er der fire forretter, fire hovedretter og fire desserter samt en julemenu med op til 5 retter. Min medspiser valgte menuen - dog kun i trerettersudgaven til 325 kr. Dagens aftensmad til kun 100 kr. var meget passende ribbenssteg med rødkål, men her lige inden jul valgte jeg at spise dådyr til hovedret (195 kr.) og så indlede med en svamperisotto (95 kr.), selv om den kraftige portugisiske suppe med chorizo pølse, vagtelæg og basilikum også lød ret fristende. Desserterne (75 kr.) har jeg altid oplevet som mere end fremragende i Olsen-regi, og denne aften skulle ikke blive en undtagelse. Eneste problem er, at man ikke kan spise dem alle sammen. Vi indledte med et glas Cremant de Bourgogne (50 kr.), mens vi nippede af det hjemmebagte store foccaciabrød. Efter det, man netop kan kalde passende kort ventetid, hvor man får nippet færdigt, kom forretterne. Menuens forret var et fast stykke helleflynder med det franske særlige spæk, ventreche, små blide stykker rosenkål og en smørsauce, der var som fløjl. Små skiver af aspargeskartoffel var med, ikke for at fylde, men for at give den rette sammenhæng på tallerkenen med den gode smørsauce. En herlig smagfuld og dog blid indledning til den kraftige and, som var hovedretten. Svamperisottoen var cremet og på kanten til det flydende, som ægte risotto skal være, og her var der sandelig heller ikke sparet på smørret. Men retten var i fin balance og mættede kun det, den skulle, alt imens den varmede langsomt op under smagsintensiteten. Man kunne næsten sige, at det var en rolig og besindig begyndelse på et vidtfavnende måltid med mange smagsindtryk. Det kan være rigtig godt at lægge blidt ud en gang imellem. Forretterne blev fulgt af et meget rundhåndet glas Chardonnay til 45 kr. Mere power kom der straks i de vinterfyldige hovedretter. Dådyrryggen kom med fire flotte, afpudsede koteletter og nogle skiver af filet uden ben. Under det smukt røde og saftige stykke vildtkød, der var herligt mørt, lå en fin komposition af glaserede figner og kraftig skysauce. Dådyr er trods den vilde smag også diskret i smagen, så figner i skysauce var perfekt til uden at overdøve. En fuldstændig korrekt pommes foillé (kartoffelskiver i mange lag skåret som konditorkage) fulgte med, men her måtte levnes, for kødet var vældig rundhåndet serveret. Diskret engageret tjener Det var menuens gråand sandelig også. Et overmåde stort, næsten helt dyr, med noget af det bedste, jeg har smagt inden for råmarineret rødkål med pigeonæbler. Gid jeg dog havde fået opskriften til de næste par dages udøvelser. Tjeneren havde skænket os et rigtig godt glas af den flaske Tignanello 'Super-Toscaner', fra Antinori i Firenze, år 2001, vi havde investeret i. (495 kr. og blandt de dyrere. Husets vin koster 155 kr.). Flot vin til begge retter. Vi nød både mad, vin og den meget diskret engagerede tjener og hans omsorg for vort velbefindende. Videre i den professionelle stil nåede vi så til desserterne. Menuen bød på en perfekt mandel panna cotta (fløderand) med appelsinsalat og sorbetis, mens jeg fik en af de desserter, den søde tand vil huske længe. En friskbagt lun chokoladefondant (en portionskage bagt uden mel, men mest med æg, smør og chokolade), der lige var bagt i kanten, men stadig fuldstændig flydende i midten. Intens god chokoladesmag og ikke for fed. Hertil en let iscreme med smag af kardemomme, og en hel sukkerkogt mandarin i tre lag med godt med stjerneanis i lagen. Eksplosion i munden, da det sure, det cremede, det mørke og bitre mødtes med duften af Indien, og når lakridsen fra siruppen gik i clinch med chokoladens flydende indre. En lille espresso rundede mavens glæde af, og regningen lød på 1.400 kroner lige ud for to personer med tre retter, en flaske af de dyrere vine fra kortet og et par glas i den indledende fase. En helt igennem god og helstøbt moderne oplevelse, jeg gerne gentog i morgen, hvis det ikke lige var, fordi de nok holder fri den 24.