Mens Rene Redzepi er i Sydney, har ungerne fået lov at lege derhjemme. Og det gør køkkenchef Kristian Baumann, restaurantchef Jacob Møller og direktør Thomas Østergaard Bagge som teenagere, der er sultne efter at sætte egne grænser for, hvad der er rigtigt og forkert.
De har åbnet pop-up-restauranten 108 i Nomas lokaler som forsmag på den restaurant, de åbner lidt længere nede ad Strandgade, når Redzepi kommer tilbage i midten af april. Og det er med høj musik i hele huset og bordfodbold i loungen.




























