Vi var kommet i forårsstemning og havde bestilt bord og solskin til vores frokost i Restaurant Gammel Strand på Gammel Strand (netop!), men - vi ved det så udmærket - april er lunefuld, for ikke at sige, at det er den hele danske sommer. Og bordet i den tiltalende lille to-rums kælder, der lægger vægt på gamle dyder som enkelhed, orden og rene hvide stofduge og -servietter (skønt), stod da også og ventede på os. Men solen? Den havde skjult sig i et novembermørkt gråvejr, ingen borde og stole var sat udenfor her, hvor der sommeren igennem er trængsel. Og som om det ikke var nok; en kæmpestor flyttevogn, der lidt overdrevet sagtens kunne rumme busterminalen på Rådhuspladsen, stod klinet op ad den stump gade, der løber langs bolværksindhegningen (ja, til maj skulle det store reparationsarbejde på Gammel Strand være slut). Så vi kunne hverken kikke over til slotskirken eller til Thorvaldsens Museum. Absolut ingen udsigt til andet end en flyttevognsside høj som et plankeværk. Og hinanden! Så meget mere imponerende er det, at dette blev en herlig frokost af dem, vi vil huske længe. Det kom ikke som nogen overraskelse for min gæst, der gerne går herned og tager den billige tre-dele-frokosttallerken til 98 kroner på dage, hvor han trænger til at blive strøget med håret, og egentlig heller ikke for mig. Ja, jeg har selvfølgelig også været her et par gange, i de fem år Anne og Finn Frederiksen har drevet stedet, men nok ikke rigtig registreret dets dyder, af hvilke ærlighed skal nævnes først. an skal lede længe efter noget så uopstyltet som Gammel Strand. Hun står i køkkenet, han tager sig af serveringen, og Gammel Strand ikke blot ligner den redelige danske frokostrestaurant, men det skrevne - sproget - er minsandten forståeligt. Man kan læse sig til, hvad der serveres. Her er ikke noget med et krukket og affekteret sprog, der er blevet så mondænt, såsom carpaccio af agurk med eddikedressing - jævnt sagt agurkesalat, som vor mor lavede den. Måtte mange kokke og køkkener tage ved lære. Vi vil gerne kunne forstå menukortet uden at bruge for mange hjerneceller; der er væsentligere ting at anstrenge dem med end det opstyltede gastronomiske sprog. Prima-prima laks Jeg er altid lykkelig for at følges med en sulten frokostgæst, og denne sure dag blev jeg ikke skuffet. Han gik lige i brødkurven med det dybt fristende hjemmebagte brød (og jeg fulgte ham), og han havde mod på 'Dagens menu', som den dag bestod af røget laks med lidt pinjekerner og kogt rokkevinge med en sauce med rød peber og som tilbehør røsti, pris 188 kroner - og mon han kunne spise til aften? At laksen var prima-prima er vel overflødigt at sige, men den helt uforglemmelige oplevelse var rokkevingen og dens let pikante sauce, en skøn, anderledes fisk (navnlig i en tid, hvor alt er rødfisk) og en også særdeles substantiel fisk med helt sin egen smag. Og hvad drak min gæst til denne herlighed? Såmænd en Badoit (24 kroner), han rører vistnok af princip aldrig vin midt på sin arbejdsdag. Helt så afholdende er jeg ikke; et enkelt glas vin og vand, det er mig, og vinen blev et glas af husets friske hvide Côtes du Rhône (42 kroner) anbefalet af Finn F. Selv havde jeg valgt Gammel Strands såkaldte fiskeanretning (158 kroner), som bliver tallerkenserveret. Den bestod af et ikke for stort stykke Christiansøsild med løg, hvis mage jeg ikke har smagt længe, længe, og en generøs skive fiskepaté med lidt sennepscreme (eller stod der moutarde?), en tæt og god skive paté, lidt neutral i smagen, der netop stod og savnede sin skefuld creme fraiche med sennepspiftet. Den tredje ingrediens til fiskeanretningen var en velstegt, smørstegt rødspættefilet, for nu er det jo forår, og her en bittelille anke: Den havde stået i venteposition på tallerkenen så længe, at den var blevet kold. Men det er jo heller ikke alle gæster, der har så meget at tale om som vi, der ikke havde set hinanden ret længe. Jeg er sikker på, at jeg valgte rigtigt; min appetit er ikke den største midt på dagen, men jeg kunne også have taget en frokosttallerken med rødbede-ingefær-sild, perlehøneterrin, en lille oksebøf, to slags ost og chokoladekage, alt for kun 158 kroner Det er bare ikke mig. Fruens hjemmebag Der serveres både frokost og middag i Gammel Strand-kælderen, hvor man hver aften tilbyder en 'Dagens fisk', og da vi gik ud, så jeg, at et af aftenens tilbud var stegt haj med ristet parmaskinke. Blev så nysgerrig, at jeg dagen efter ringede og spurgte: Hvor kommer den haj fra? Som regel er det en sildehaj fanget i dansk farvand, men somme dage er det en importeret og frossen form for haj - navnet er undsluppet mig. Vi sluttede vores lille seance med to gange glimrende stempelkaffe (48 kroner) - og kvalitet kan altså smages - og så fråsede vi og tog hver en af fruens hjemmebagte petitfours (30 kroner). Hvilket logisk fører frem til min forglemmelse: Det er også Anne Frederiksen, der bager både det skønne franskbrød og rugbrødet med kerner. Hatten af for hende. Det er en sjælden oplevelse nu om dage at opleve enkelhed alene baseret på kvalitet - i køkkenet og i selve indretningen - men Gammel Strand er gudskelov ikke faldet for tidens tendens til at overdekorere, så det meget bliver til intet. Og priserne er rimelige. Regningen blev på 514 kroner, og de fire kokkehuer er selvfølgelig på plads.