Der findes dage, hvor kravet til et spisested er fred og ro, god mad og kort afstand til hjemmet. Maden skal da ikke være nytænkt og innovativ, men den skal til enhver tid være fuld af god smag. Sådan en dag opstod for nylig i min familie, og målet for vores udflugt blev det lille spisested Circus, der for et par år siden udskiftede et godt oste- og pølseudsalg med en restaurationsafdeling udsmykket med hvide duge og kandelabre. Der er stadig en cafeafdeling, hvor bordene fremstår i råt træ, og antallet af stearinlys er færre. Begge rum er svært hyggelige, og stedet var for godt 100 år siden en slagtehal med tilhørende udsalg, hvilket er smukt bevaret i de gamle friser på væggene, de store kødkroge og de fine gamle loftsdekorationer. De fleste gæster søger det rå udtryk i cafeen, hvorfor her var næsten fuldt, og røgskyerne lå tykt i lokalet. Det er ikke befordrende for indtagelsen af god mad, så da priserne på maden er ens i de to lokaler, søgte vi ind til de hvide duge og kandelabrene. Eneste forskel ved at sidde i den 'fine' afdeling er, at man ikke kan få de fire billigste retter på kortet, herunder stedets tapastallerken til 125 kroner. Jeg forhørte mig, om man så kunne købe den som del af en større og dyrere menu, men den må slet ikke serveres ved de hvide duge. Dér kan til gengæld serveres en hel menu til 395 kroner, hvilket er en net sum, når stilarten er det lille gode spisested med velsmagende mad. Vi valgte at koncentrere os om udvalget af tre forskellige hovedretter, der koster mellem 178 og 189 kroner. Forretterne koster lige omkring en hundredkroneseddel, og desserterne koster cirka 75 kroner. En lille fredsommelig familieudflugt kan hurtigt løbe op i pris, og det forpligter. Fra vinkortet valgte vi en Vacqueyras til 370 kroner, hvilket giver noget mere valuta, end hvis man tager husets vin i glas til 70 kroner stykket! Mens vi fik skænket vin og vand fra kande, kunne vi konstatere, at brødet ikke afspejler stedets beliggenhed på Østerbro, hvor man faktisk kan købe meget herligt brød hos de omkringliggende bagere. Dette her var ikke dårligt, men bestemt heller ikke mindeværdigt. En lille appetitvækker kom fra køkkenet og varslede, at kokken har smageskeen godt placeret. Den lille terrine af kyllingekød med pesto og en velvendt salat smagte herligt, og salaten var så rigelig, at vi næsten følte, vi fik en forret. Serveringstempoet var fint, og selv om der også blev fyldt pænt op ved de hviddugede borde omkring os, holdt både køkken og servering en behagelig kadence. Ordrig menu Min hovedret var »unghane med confit af lår, seranoskinke og spidskål, trøffelrisotto samt demi glace med soltørret tomat«. Jeg har hermed citeret ordret, hvad der stod på kortet og principielt også, hvad der lå på tallerkenen. De ordrige menuer har det med at fylde mere på papiret end selve maden på tallerkenen, og det, jeg fik, var et stykke stegt fjerkræbryst, hvor der ikke er smagsforskel på kylling og unghane, når den som her er blevet stegt for længe. Ved siden af lå det bedste, nemlig det let saltede og fedtkogte (sådan hedder confiteret på dansk) lår, der dog trods denne gode tilberedning også var blevet en smule tørt. Kålen var braiseret perfekt, og trøffelrisottoen var en dejlig svamperisotto uden den store smag af trøffel. Min ene medspiser fik kalvefilet med gulerødder, selleri og grønne bønner, der ligeledes var blevet til en halv roman på menukortet. Dejlig brasseriemad, men hold dog sproget og også prisen på det rette niveau. Den tredje hovedret var stegt havkat, der var vendt i rugmel og serveret med braisseret fennikel, som klæder fisken rigtig godt. Til gengæld er der efter min smag for meget opfindertrang, når man som tilbehør laver en quiche med røgede aspargeskartofler. Den var i hvert fald tør og kedsommelig, mens resten af retten smagte nuanceret og godt. Gennemgående er den varme mad veltillavet og veltilsmagt, men priserne ligger en god tak for højt i forhold til, at her er tale om et godt hverdagsspisested i brasseriestil. En anden god gang vil jeg nøjes med Circus' store tallerken dampede muslinger med en snert af asiatisk krydring til 88 kroner og så måske fylde ud med lidt gode oste også til 88 kroner. Desserterne manglede heller ikke ord i beskrivelsen, men her var der tale om en større grad af overensstemmelse. Den frankofile bananasplit var en herlig karamelliseret banan med to slags frisklavet is til. Chokolade-creme bruléen var let tynget af chokoladesubstans, men man kunne stå på skøjter på den karamelliserede sukkeroverflade, og tilbehøret af herlig frisk blodappelsinsorbet opvejede tyngden godt. Om Circus selv laver deres is eller køber den, ved jeg ikke, det er også lige meget. Det væsentlige er, at den is, de serverer, smager hjemmelavet og frisklavet. Chokoladeisen smager af masser af chokolade, og kokosisen smager af kokos og vanilje. Sådan burde det jo altid være, men det er ikke alle steder, der tager isens skæbne alvorligt. Det gør man i Circus. Den sidste dessert var en limemousse med lime granité og passionssirup samt en lille sesamtuille (sprød aflang småkage). Karakteristisk for alle desserterne er deres udtryk af friskhed. Selv den tunge chokoladebrulée var frisket op med appelsin, og der er ikke brugt for meget kage eller tærte. Circus har en god kok i køkkenet, en rar og afslappet stil, hvor man kan komme, som man er, eventuelt medbringe børnene og alligevel føle, at man bliver serveret for ved de hvide duge. Men den stilfærdige forestilling, som udspiller sig på tallerkenen, er for afdæmpet i forhold til prisen. To personer, der vælger hovedret og dessert og deler en flaske vin, kommer af med omkring 1.000 kroner, hvis de også snupper sig en kop kaffe. Der har jo ikke på nogen måde været tale om ekstravagance endsige tre retter, og så bliver prisen lige lovlig høj. Det slører dog ikke billedet af, at her er rart, hyggeligt, og at der serveres dejlig mad, så det samlede billede er tre gode huer for en fornuftig Circusforestilling.