Nørregade har, siden Daells Varehus drejede nøglen om, udlevet en stille hensygnende tilværelse og benyttes i dag mest som transportvejen mellem to livligere dele af byen. Ligger der mon overhovedet andet end turistfældespisesteder i en gade, hvor det kan være svært at se, hvad der sker, hvis man da ikke lige skal købe sportstøj, bøger, hjemmelavede bolsjer eller gå på natklub. Selv om vi er tæt på Nørrevold, ligger der ikke desto mindre en sushirestaurant, hvis største minus nok er, at man ikke ved, hvad der gemmer sig bag en relativt neutral facade. Her er hverken smarte logoer eller trendy styling. Indretningen er faktisk rigtig enkel og ganske meget tættere på en japansk stil, end den fusionerede sushibølge har benyttet sig af. Menukortet er en 'billedbog', hvilket også passer til den japanske plastikudstilling af retterne i mange restaurantvinduer i Japan, men som hos den sushibevidste gæst kan vække foruroligende følelser af, at her måske ikke er stilfuldt. Det åbne køkken med de japansk klædte kokke med sorte hovedtørklæder ser dog vældig lovende ud, og maden viser sig at følge disse løfter ganske udmærket. Ganske vist kan man hovere over billedbøger som menukort, men jeg bliver nu aldrig god til at huske forskel på Tako, Ika, Maguro og Ikura. Faktisk er det vist kun ordet Tofu, jeg sådan på stående fod virkelig kan forholde mig til. Derfor er det rigtig godt for valget, at der er billeder. De er jo blot en ringe erstatning for de store spisesteder i selve Japan, hvor man kan gå op i sushibaren og pege på netop den anretning, man vil have. Men den slags steder er det københavnske restaurantliv ikke gearet til. Her tilbydes 23 forskellige anretninger med forskellige sushityper, og priserne ligger mellem 50 og 130 kr. afhængigt af forarbejdning og mængde. Vi er ikke langt fra et konkurrenceplan til take-away fra supermarkeder! Foruden sushi er her også yakitori, eller det, der nu hedder sticks (60-140 kr.). Det er også muligt at få a la carte, hvis man nu vil have en særlig kombination. Ærlig sushi, fair pris Serviceniveauet er højt og tempoet ligedan. En af sushikokkene kommer fra den velrenommerede Sakura i Møntergade, hvilket kan være en del af forklaringen på det høje kvalitetsniveau. Glædeligt, at prisniveauet er så ræsonnabelt her. Da vi indfandt os en bygevåd mandag, blev vi straks vist hen til et ledigt bord med adspørgslen, om det var et bord, vi havde lyst til. God taktik, når der er flere ledige borde. De varme vaskeklude kom prompte, og mens vi studerede de fine billeder, kunne jeg ane den opmærksomme, men diskrete tjener, der netop kom op til bordet, da vi havde bestemt os. Ikke anmassende, men med præcision. Da vi bestilte både sushi og sticks, blev der forhørt om rækkefølge og taget højde for, at den yngre medspiser måske ville indtage sine sticks samtidig med, at vi fik vores sushi. Man kan godt købe vin, men det er langt mere fristende at drikke øl, og her er både den let sødlige Kirin øl og den lidt bitrere, men ganske herlige Sapporo, begge til 35 kr. for den lille flaske. Bestiller man andet end vand, er vandet gratis. Min menu (nr. 2) var nok den, der gav det bredeste udvalg til den mest favorable pris. I alt fik jeg 10 forskellige stykker sushi til 90 kr. Det er vist ikke meget mere end 5 kr. oven i en supermarkedsmodel, og så er her service med i købet. 4 forskellige nigiri fordelt på en med tun, en med laks, en med blæksprutte og en med hvid fisk samt 6 makiruller fordelt på to med tun, to med laks og 2 california-ruller. Inden sushierne havde vi alle fået en meget delikat lille salat med fermenterede (syrnede) grøntager. Sushierne serveres, som de skal, med wasabi og syltet ingefær. Her er meget præcist, ikke noget nyt, men en ærlig sushi for en fair pris. Den rene fornemmelse er overbevisende. Især de store california rolls var superfriske. Det mærkes, da fyldet i midten er en gang 'krabbekød' eller snarere torsk forklædt som krabbe vendt med mayonnaise og så avokado og agurk. Netop denne rulle er ifølge pålidelig kilde kroneksemplet på, hvordan det lukkede Japan udviklede sig i det vestlige USA og derved åbnede verdens øjne for sushi. Sushi i den amerikaniserede udgave. Det er nu ikke en amerikaniseret tendens, der præger stedet i Nørregade, selv om den renfærdige udgave nok hører mere hjemme i vores vestlige verden end i Solens rige. Rigtig godt hverdagssted Jo mere man forlader makimodellerne og kun tager nigiri, stiger prisen forståeligt nok. Her er tale om en ren og god følelse, når man har indtaget de meget frisklavede sushi, hvor jeg dog godt kunne savne en mere markant profil i den sødlige eddikemarinade, risen ligger i. Der er dog ingen tvivl om det gode håndværk, der står bag. En lille behørig pause, og så fulgte et par tallerkener med sticks. Igen er der tale om håndværk og frisklavet mad til uventet lave priser. For 85 kr. fik vi en tallerken med et spyd med 3 flotte saftige kyllingekødboller, et med kyllingelår svøbt om en pind, et med tre flotte kammuslinger, og så en ostemodel svøbt i noget, der kunne minde om tang, og som den søde tjener anbefalede os at begynde med, da det ville smage bedst. Flot, flot håndværk og en nænsomhed, der tæller i det samlede regnskab. Til alle spyd serveres ris og fermenterede grøntsager. Her er tale om et rigtig godt hverdagssted til en stille sushi og et lille yakitorispyd. Tæt på centrum, hvilket er et ekstra plus. En hverdagsmodel kan gøres for under 100 kr. per person, hvis man drikker isvand og nøjes med en pæn stor servering sushi, men skejer man ud og spiser både sushi og spyd samt nyder den gode japanske øl i begrænsede mængder, er her næppe til meget mere end 200 kr. per person. Her er ikke tale om stor gastronomi, men om et uhyre hæderligt håndværk til en god pris og med en central beliggenhed. Her håndteres den sushi, man gerne ville forvente af alle den slags steder. Med prisen for 2 på 400 kr. og viden om, at det kan gøres for det halve, så er her til tre flotte rene samuraihatte eller kokkehuer, som man nu synes det passer sig til stemningen.
Lyt til artiklen
Appetit på mere?
På Politiken er vi sultne. Ibyen giver dig anmeldelser, anbefalinger og nyheder fra Københavns buldrende madscene. Vores anmeldere deler hver uge hjerter ud til restauranter, cafeer og barer, så du ved, hvor du skal gå hen – og hvor hypen ikke holder.
Bliv abonnent for kun 1 kr.Allerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun var et af Det Kgl. Teaters helt store navne, da hun pludselig besluttede sig for at lave noget helt andet
-
Nu gider hun ikke høre på mere pis fra Trump
-
Der er en ting, som dæmper angsten. Hvorfor benytter vi den ikke noget mere?
-
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
-
Lars Løkke afviser Putins forslag til forhandler: Det er ikke »den foretrukne europæer«
-
Britisk Eurovision-ekspert: Sådan har vi aldrig set kassen før
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Omar Alkhatib
De samme ord, jeg lærte at forsvare som palæstinenser, bruger flere danskere nu om sig selv
Lyt til artiklenLæst op af Omar Alkhatib
00:00
ANALYSE
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
1 DØGN
Debatindlæg af Gitte Edstoft Kristensen
Debatindlæg af Lauge Sigurdur Jensen
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























