Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Ganske vist står der Saigon på døren, men stedet hedder også stadig Perlen og har også »bøf bernæse«, rejecocktail og masser af pilsner på menuen. Men ikke desto mindre styres køkkenet af kyndige vietnamesiske kokke. Et lille hint er da også, at der på visitkortet er tilføjet en sætning på vietnamesisk, formodentlig rettet mod folk med kendskab til dette land og dets madkultur. Der har inden for den sidste tid været flere vietnamesiske steder anmeldt her på siderne, så mange vil vide, at de nu skal sætte gaflen i et køkken med mange krydderurter, et friskt køkken med både råt, kogt og stegt, og hvor man kan genfinde træk fra Kina, Japan og Indonesien, men også fra den franske besættelse, alt udtrykt i et helt selvstændigt madkulturelt udtryk, der - hvis håndværket håndteres ordentligt - besidder en stor skønhed. Gå efter suppen Skønheden er godt gemt i de småskumle lokaler, hvor oprydningen efter værtshuset ikke helt er færdig, men den søde meget unge tjener formåede hurtigt at få vendt vores tillid til, at her nok skulle vise sig noget godt fra køkkenet. Efter at have bladret forbi de gængse værtshusretter skifter kortet radikalt karakter, og alle navne står på vietnamesisk. Da jeg ikke lige havde husket min parlør denne aften, var det godt, at retterne både står forklaret på dansk, og ikke mindst at det også er fulgt af et lille billede. Det danske sprog duer nemlig ikke til at beskrive de asiatiske køkkener særlig godt, hvis det skal gøres kortfattet. Det bliver let til 'kylling i sursød sovs', hvilket ærlig talt ikke fremkalder meget mundvand i min fantasi. Intet måltid uden de to forskellige typer vietnamruller, der begge, hvis de, som her, er helt frisktillavede, smager væsentlig anderledes end alle kinarullerne. Vi forhørte os om antal i portionerne og fik dem tilpasset til antallet af spisende (64 kr. for en portion til fire). Desuden måtte vi også prøve de gode supper, som efter min smag er nogle af de mest fortræffelige, man finder i hele Asien. Pho bó viên (59 kr.) er den fyldige oksekødssuppe med brede nudler, boller af krydret oksekød og masser af friske grønne krydderurter, man putter sammen med bønnespirer og lidt chilisovs efter smag. Mi hoành thánh (65 kr.) er næsten endnu bedre. Det er en lys suppe smagt til med sesamolie, fyldt med tynde sprøde ægnudler og flotte hjemmelavede wontons (ravioli). Også her kommer den store tallerken med krydderurter og knasende rå grøntsager, man fylder i supper efterhånden. Kunne vi mon rumme flere forretter? Tjeneren smilede og sagde, at det smagte så godt, så hvorfor prøvede vi ikke også bánh xèo, der var en stor sprød rispandekage klappet sammen om en masse grøntager, nogle store rejer og lidt kød og så friturestegt (55 kr.). Det gjorde vi. Og så bestilte vi ydermere tre hovedretter til anretning midt på bordet, så man kan blande efter lyst. Sprøde ruller Efter en lidt for lang ventetid kom rullerne, men ikke vore supper og ikke den sprøde pandekage. Goi cuôn er de skønne friske forårsruller med gennemsigtig risdej, der rulles kold om salat, rejer, tynde skiver stegt kold svinemørbrad og risnudler samt et ordentligt skud forfriskende krydderurter som basilikum, koriander og purløg. Hertil en særlig dyppelse (sôt dâu phông), der er en slags lun jordnøddesovs. De sprøde ruller er lune og bemærkelsesværdigt friske i smagen trods dybstegningen. Køkkenet fortjener stor ros for at være kritisk med sin fritureolie, hvilket var markant godt i alle stegte retter! Hertil fiskesovs med hvidløg, chili og limesaft. Toppen af sulten var taget, men hvor blev så resten af retterne af? Vi ventede og ventede. Til sidst spurgte vi forsigtigt, om vi var blevet glemt. Forklaringen lød, at fordi vi var flere, der var kommet samtidig, var der meget travlt i køkkenet. Med denne gode anmeldelse kan jeg frygte, at der vil blive endnu travlere i køkkenet, hvorfor man må belave sig på en vis ventetid. Jeg forstod så heller aldrig, hvorfor alle retterne, da de endelig kom, så kom samtidig. Vi ville nok hellere have haft dem tilflydende bordet i en lind strøm. Men til gengæld var de bestemt værd at vente på! Supperne var præcis så friske og fyrige med rensende effekt, som de skal være. Den sprøde pandekage var håndværksmæssigt fin og idemæssigt interessant, men ikke min favorit. Heldigvis blev den noget fede pandekage frisket op af rigelig salat med krydderurter. Fisk i pandekage Vores hovedretter spredte sig over tre forskellige udtryk. Stegt and (vit xào cay, 85 kr.), der var helt i orden, en klassisk kinesiskinspireret ret med wokstegte grøntsager og skiver af and i en jævnet bouillon. Sjovere var bò xào sa-té, der var spyd af oksekød med løg og grøntsager og sateysovs. Her var vi tydeligvis tættere på det indonesiske, men stadig i en helt særegen og god fortolkning. Bedst både i nyhed og velsmag var dog cha cá thang long, der er en grillet fisk serveret boblende fra jernfad med citrongræs, ingefær og kokosmælk. Den spises ved, at man selv pakker en gennemsigtig rispandekage med salat, spirer og krydderurter og så den rygende varme fisk med den cremede kokossovs, der blødgør pandekagen. Det hele dyppes i den syrlige krydrede fiskesovs, og man har en eksplosion af velsmag i munden. Regningen endte på lige godt 600 kr. inklusive syv flasker vand for to voksne og to børn, der trimlede mætte og glade derfra. Det udløser tre huer, idet både sted, stemning, mad, pris, servering og ventetid må medtænkes.