Vi er på det ydre Østerbro, skråt over for Svanemøllen. Ikke just et sted, de mindre stedkendte finder på at falde forbi, medmindre man ved, at her er der god mad i vente. De stedkendte, alias de lokalboende, ved godt, hvad det drejer sig om, og her er ofte ganske fyldt selv på helt almindelige hverdagsaftener, for mange kommer her, som var stedet deres udvidede spisestue, og det forstår man godt. Tre retter, frit valgt fra kortet, koster den ringe sum af 210 kroner, og så er maden hjemmelavet, veltillavet, super velsmagende og gennemgående ærkefransk. Vincent er ikke noget nyt sted. Det har ligget her i fire år og holdt niveauet højt og gæsterne glade. Det er skønt at vende tilbage og finde, at intet har forandret sig, og hvis det har, er det kun til det bedre. Musikken er dog stadig det samme bånd, hvor Edit Piaf med rusten venstre Seinebreds-stemning synger, at hun intet fortryder. Her er rigtig hyggeligt med sandfarvede vægge og et særdeles overskueligt lokale, der ikke afslører, at der reelt også er et selskabslokale i kælderen. Denne aften absorberede kælderen uanede mængder af mennesker. Denne menneskemængde taget i betragtning, og når man tillige ved, at Vincent nærmest står alene ved kødgryderne, er tempoet ved serveringen flot, selv om der sneg sig en smule ventetid ind mellem forret og hovedret. Til gengæld hygges der om gæsterne, og man kan på de mange stamgæster høre, at de føler sig meget velkomne og varmt modtagne. Menuen byder på tre forretter, tre hovedretter og tre desserter, hvoraf den ene er ost. Skulle man være til mindre end trerettersmenuen til 210 kroner, kan man spise a la carte, men det er en rigtig dårlig forretning, idet en hovedret kun koster cirka 50 kroner mindre end hele menuen. Derfor vælges der tydeligvis menuer ved stort set alle borde. En kronhjortecarpaccio med pimentcreme var den kolde forret, men det blev en chiliforfrisket svampetoast, der endte med at blive mit valg. Det fortrød jeg ikke. Et stykke nyristet baguette, der blot var skåret tykkere, end de lune friske skiver baguette med fransk smør, der var sat på bordet sammen med isvand med det samme, var generøst overhældt med blandede skovsvampe med en umiskendelig duft af rørhatte. Dette var jævnet med fløde, men som et forfriskende tiltag var smagen tvistet med chili, og det med sådan en nænsomhed, at det kun lige fik mig til at hæve øjenbrynet og smage ekstra godt efter. Den anden varme forret var hummerbisque, og suppen var basal, grundig og god. Hvor er det skønt, at en klassiker som en hummerbisque kan serveres til så humane priser, så vi er mange, der kan nyde det, der kan kaldes suppens bedste idé. Suppen var, som sig hør og bør, rundet med fløde og cognac og smagt til med urtepesto. En fredsommelig Côtes du Rhône til 240 kroner ledsagede aftenens måltid. Den franske kvalitetsnæse Hovedretterne giver et ganske bredt valg mellem fisk, oksemørbrad og and. Medspiseren ville gerne spise oksemørbrad, og her fornægter den franske kvalitetsnæse sig ikke. Godt mørt oksekød serveret i en relativt klassisk sauce med syltede grønne pebre og lidt fløde. Anden blev mit valg. Den var confiteret (hvilket vil sige, at den er saltet og fedtkogt, så den er mør og saftig) og havde fået et strejf af Østen med lidt soja og lidt ingefær i skyen, men igen var det ikke mere, end at man skulle tænke over, hvad det nu var, der netop afparerede den ellers noget mættende fedme, der kan hvile over en andeconfit. Kødet var så mørt, at det faldt af benene. Tilbehøret til alle hovedretter er ens. Det giver også mening, når prisen er så lav. Her er halve ovnstegte kartofler, courgetter og rød peber fra ovn, og det klæder jo det meste af det franske køkken. Den uprøvede ret var en fisk i muslingecreme. Det er ikke mad med dikkedarer eller mad, der kræver den store fortolkning, men den smager godt og ligger endnu bedre i maven. Godt uden at fylde for vildt. Så kunne man enten tage ost eller dessert, og for en gangs skyld var jeg til ostene, der trods deres italienske flirt var, som oste skal serveres. Bløde og ikke for kolde og netop modne til at kunne tilfredsstille de fleste osteelskere. En Brie de Meaux, en Taleggio og en Bleu d'Auvergne. Trods min forkærlighed for de lidt fastere oste, passede osten som fod i handske til den menu og den stemning, jeg havde nydt denne aften. Den søde tand kunne enten få creme caramel, der her var en enkelt æggestand med lakridssmag. Lakrids er også en god fedtbryder, og der var et slør af karamel på toppen af den korrekt legerede æggestand. Anden mulige dessert var en cigarrulle af marcipan med mørk chokolade rundt om og en slags bananfrugtsalat. Helt i orden, men ikke lige det, min smag var til denne aften, så jeg lod medspiseren om at teste det søde, og der var ingen klager. Inklusive et glas ekstra vin af husets flaske endte vi med en regning på 790 kroner for to personer med tre retter til hver og vin til, men vi kunne altså have gjort det for lige under 600 kroner, hvis vi havde holdt os til husvinen. Her er tale om virkelig god valuta for pengene, og i disse tider, hvor alle karakterer skal være konverterbare, må man sige, at også fire huer kan dække meget forskelligt. Her dækker de stemning, lav pris og velsmag uden store nyopdagelser, men med en stolt afsyngelse af 'Marseillaisen'. Det er en fin standard, og et sted man gerne kommer igen.