Havnen i Hanstholm ser på sin vis ud, som den altid har gjort. Med trawlerne, der på en eller anden måde virker større end i andre industrihavne. Måske fordi himlen bag dem følger med og er højere end andre steder i landet. Gaffeltrucksene, der kæphøjt suser rundt i egne uigennemskuelige stisystemer. De farvestrålende fiskekasser, der fyldes med is fra en imponerende sluse. Havnearbejdet, der foregår i gentagne mekaniske bevægelser som i en tegnefilm eller et computerspil.
Og så er der blæsten, mågerne, der i denne del af landet slår alle rekorder i frækhed, og den umiskendelige duft. Nogen vil måske sige lugt. Men ikke hvis man er thybo. Det er duften af Vesterhav, himmel, salt, marehalm og den fisk, der finansierer området. Alt er tilsyneladende ved det gamle i den del af landet, der er min egen hjemstavn.
