Hvad i alverden betyder ’nobel mad’?
Vi fik øjenkontakt med vores egne spørgende blikke i refleksionen fra restaurant Herkomsts dør, hvor sætningen stod skrevet under restaurantens navn. ’Nobel mad’ er Herkomsts tagline, netop de ord, de har valgt til at definere, hvem de er, og hvad de står for. Givetvis fordi Herkomst ligger på Nobelholmen, der er en del af den nye bydel Engholmene, der ligger mellem Fisketorvet og Sydhavnen. Men vel også, fordi man mener det. Ifølge ordbogen betyder ordet nobel, at nogen eller noget »besidder fornemme personlige egenskaber«, og vi konstaterede at det var det, Herkomst ville fortælle os, at de gjorde.




























