Erindringen om for første gang at stå i eget køkken og skulle lave sin egen mad, er en af de ting, de fleste mennesker i den vestlige verden deler.
Og når man i venners lag fortæller om det, er historierne om især de fejlslagne forsøg talrige: hjerter i flødesovs, der smagte som viskelædere i engelsk sovs; den underligt sure agurkesalat, der viste sig at mangle tilsætning af både vand og sukker; blomkålen, som nærmest var flydende; en forloren hare, der burde have været formet som en havenisse og sat ud til skræk og advarsel i haven.



























