Hvis du kender den godt nok, kalder du bare Istedgade for ’gaden’. Det er gaden, der aldrig sover. Både dopedealere og hipsters er altid på strejf mellem grønthandler og modebutikker, der ved, hvad en krøllet skjorte skal koste.
Cafeen Strassen har taget sit navn fra ’gaden’, og med sine panoramiske gulv til loft-vinduer lukker den Istedgades spraglede liv helt ind mellem de hvide plastikstole og pastelgrønne vægge. Storbyens puls fylder lokalet op, så selv det enorme akvarium i baglokalet er fuldt af byliv og brosten, som guldfiskene svømmer rundt imellem.
Det er her, Vesterbros cool katte og baggårdspumaer snupper en kold fra hanen, mens de tjekker mail på den bærbare og boltrer sig i et 1970’er-interiør af plastikmøbler, imiteret læder og brune mosaikker. Det er stilsikkert skramlet og ligner noget, der er klunset fra de dyre retromarskandisere og blevet grundigt brugt. Cafémad uden overraskelser
Selv om det mest af alt emmer af levet natteliv, kan man også stige ind fra gadens dagslys og tale sammen i den gode akustik eller stille sulten med typiske caféretter. I et rimeligt prisniveau kan du få sandwich, burgere, salater og snacks, som alt sammen bestilles i baren hos den opmærksomme og afslappede bartender.
Noget af hendes store overskud kunne de godt have brugt bag komfuret. På min tallerken balancerede en høj burger (95 kr.), hvor bollen noget utraditionelt var skiftet ud med et oversavet baguettebrød, der ikke gjorde det lettere at holde sammen på det klassiske fyld af bacon, syltede agurker og friske, spæde salatblade. Den smeltede taleggioost var en lækker finesse, men den smagsfattige bøf var alt for tør og bastant.
I min medspisers trug af en salatskål var cæsarsalaten (75 kr.) uden de store overraskelser eller smagsoplevelser. Kyllingestykkerne var dejligt saftige, men man skulle fiske længe efter både dem og de sprøde croutoner, der hurtigt raslede ned på bunden af den dybe skål.
Som snack fik vi saltristede mandler, der var lidt bløde i biddet, og så en ordentlig bunke spareribs (60 kr.). De var søbet ind i en barbecuemarinade med en markant bismag af besk humle, der hurtigt fratog os lysten til at fortsætte det fingerfedtende gnideri.
