Når Vesterbrogade tvinger sig væk fra Metropolzonens ansigtsløse turistvrimmel, leder den trafikken ind i et livligt lokalmiljø. Og herinde ligger Café Sennep, der for nyligt har skiftet navn fra Café Miller’s. Den har en fremragende gadeudsigt fra de lave lænestole ved vinduesfacaden, hvor komfort, kaffe og rygetilladelse animerer til timers voyeuristisk falden i staver over hverdagslivet på Vesterbrogade.
Spritteren, der går i søvne og vågner op med et grin på cykelstien, mens den ene sko diskuterer undvigelsesmanøvrer med den anden. Et gangstativ er gået i stå foran en turbanklædt familie, der skændes om, hvordan Føtex-poserne skal placeres under barnevognen ... Det er som at få læst højt af Dan Turèll, mens man sidder trygt og anonymt bag de spejlende ruder. Spejlvægge og flødefarvet muzak Vender man blikket indenfor, er der knap så originalt. Her dominerer de franske likørplakater på spejlvægge over mørkerøde sofabænke, mens musikken kører i rundkørsel med lav decibel og flødet oktan. Her er højt til loftet, hvor de marmorerede kuglelamper hænger i ansigtshøjde for de gæster, der har søgt tilflugt op ad trappen til den røgfri afdeling, som ligger på en slags åben mezzanin. Her skulle de kunne sidde ugeneret af tobaksrøgen, men er der ikke noget med, at røg stiger opad? Retfærdigvis skal det nævnes, at lokalet er så rummeligt, at der ikke virker tilrøget. Sprut i kaffen Et hurtigt blik på kaffekortet viser hele ni kaffedrinks med spiritus. Sammen med de mange cocktails, de udenlandske øl og de kolde Bacardi Breezers, må det være dem, der tiltrækker folk om aftenen. For maden er ikke værd at bruge sit kreditkort på. Det er ellers et omfangsrigt menukort med mange forskellige sandwich, salater, omeletter, pastaretter og et dusin varme retter som bøf bearnaise, peberbøf, hakkebøf, grillet laksefilet og brændende kærlighed. Frisk fra frostposen Vi bestilte en Classic Sandwich (59 kr.), et Stjerneskud (89 kr.) og en Sennep Special (99 kr.) af den søde tjener. Hun serverede hurtigt en portion nachos (59 kr.), hvis fabriksfremstillede ligegyldighed desværre skulle gå igen på samtlige tallerkner. Sandwichen kom med en rimelig saftig hakkebøf, men med koldt brød og kedeligt dåsefyld som syntetisk smagende guacamole og pickles. De medfølgende kartoffelbåde mumlede »frostpose« i munden og afslørede dermed køkkenets overvældende lave ambitionsniveau. Fisk fra hospitalskantinen Stjerneskuddet med icebergsalat, tomat og agurk cirklet med tubestriber af Thousand Island-dressing vakte minder om hospitalsindlæggelser med en trøstesløs lørdagsbuffet. Den stegte rødspættefilet var af grillbar-racen, og dens hvidvinsdampede fætter smagte af optøet vakuumpak.
