Cykler man rundt i det hyggelige Frederiksbergkvarter omkring Forum, kan man ikke undgå at lægge mærke til den smukke Cafe Aroma, der med sin lysekrone bag de høje ruder ligner en fornem fin de siècle-salon fra 1800-tallets dekadente Wien.
Når man træder ind under det klassiske sorte facadeskilt, der troner over indgangens solide murstenssøjler, er man halvvejs inde i en drøm om wienervals og overdådigt dækkede borde, men man vågner brat op i det spartansk indrettede lokale. Vi finder ejeren siddende med et skævt smil og bedrøvede øjne som en tunesisk version af Forest Whitaker foran det 20-tommers tv, han har plantet midt på bardisken.




























