At man kan drikke espresso og spise hjemmelavet smørrebrød i et af Nordhavns yderstbeliggende industriområder, er ikke enhver bekendt.
Men efter et kvarters cykeltur fra Rådhuspladsen kommer man til enden af Kalkbrænderihavnen, hvor byens civilisatoriske islæt ebber ud i rustent skrot og mennesketomme containerparker med udsigt til Svanemøllebugten. Her har nogle af folkene bag det hedengangne Luftkastellet åbnet en tidligere saltlagerhal for Københavns cafégængere. Kulturkajen Docken har gennem noget tid været teater- og musicalscene, men sommeren over fungerer den også som café, restaurant og natklub. Der er kandelabre, oliventræer, designersækkestole i en lounge foran en indendørs musikscene, blomster på patinerede borde i et caféhjørne med havudsigt og fint dækkede borde i det andet hjørne. Hårdt ramt dårligt sommervejr Men indtil videre har det dårlige danske sommervejr betydet tomme lokaler og et øde udendørs strandområde, hvor der ellers er plads til 2.500 gæster på det importerede strandsand. Derfor føler man sig ensomt udstationeret på en månebase ved den lange bardisk, hvor man kan bestille øl, kaffe og såkaldte frokostretter, der begrænser sig til smørrebrød.






























