Nordre Frihavnsgade på Østerbro har fået et kvarterløft med brolagte kørebaner og renoverede pladser, der annekterer fortovenes myldrende byliv i den pænere del af byen.
Her lægger butikkerne vægt på kvalitet fra økologiske delikatesser til mærkevaretøj, og i den stille ende af gaden har Café Lividas nye indehaver forsøgt at slå ned i den guldåre af handlende, der kræver kvalitet i køkken og indretning. Skiveskåret smagfuldhed Men hjørnecaféen med den lille indhegnede plads foran er ikke overrendt, da vi sætter os ved de massive firkantede træborde ved siden af brændeovnen. Vi er faktisk de eneste gæster, men indehaveren, der selv står for betjeningen, skaber med sit joviale jyske sindelag en behagelig modvægt til lokalets lidt skrabede kølighed. Atmosfæren synes alligevel en smule upersonlig trods stearinlys i matterede røde glas, kunstudstilling på væggene og et loungearrangement i et rødtapetseret hjørne.






























