Arkitekten Zaha Hadids tilbygning til det nordsjællandske kunstmuseum Ordrupgaard har høstet megen ros fra arkitekturkritikere. Hvilket er fuldt ud forståeligt, hvis man alene ser den som et æstetisk objekt. Men havde æsteterne valgt at vurdere bygningen i forhold til funktionalitet og taget akustik og passageforhold med i betragtning, ville applausen næppe have været lige så enstemmig. For når rummene er fyldt med mennesker, er det hverken til at komme frem eller tilbage. Og den småsnakken og kommenteren, der er en del af lydkulissen på et kunstmuseum i vore dage, bliver til en øredøvende larm, der gør det nærmest uudholdeligt at færdes i salene med de ophængte billeder. Går man til museets café for at hvile ørerne og få sig en kop kaffe, er der heller ingen trøst. Hvilket cafékontrollen erfarede, da vi en ganske ordinær efterårstorsdag indfandt os for at bese skilderierne af Gauguin og få en bid frokost fra Paul Cunninghams cafékøkken. Fint skal det nemlig være på Vildvordevej, hvorfor man har valgt den celebre kok, der har henrykket Københavns gastronomiske kleresi med sine tryllerier i den hammerdyre restaurant 'The Paul' i Tivoli, til at varetage bespisningen af museumsgæsterne. Man skal bestille bord, hvis man vil have noget at spise eller drikke på Ordrupgaard. Og det er i sig selv et kiks, al den stund at et etablissement som en museumscafé i sin natur er et sted, man falder ind per impuls, når øjnene er mætte, og kroppen trænger til noget at styrke sig på. Det havde været til at leve med, hvis ikke vi efterfølgende havde måttet vente mere end en halv time på vores mad, som altså ikke - stjernekok eller ej - var det store kulinariske skoleridt. En sandwich med skinke og lidt halløj, en tallerken med ost, skinke, oliven og andet samt en dagens ret - torsk med bulgursalat - bør altså ikke tage så lang tid at tilberede. Men det smagte dejligt, og priserne var ikke sindssygt høje. Faktisk var det uhyre delikat og veltilberedt det hele; men sulten er og bliver nu engang den bedste kok. Til gengæld var lydniveauet i caféen utåleligt. En konstant kakofoni af klirren, klimren og snakken gjorde, at man kom til at tænke på musikalsk 60'er-modernisme - en grel modsætning til den fredfyldte grønne ro, der var uden for panoramavinduerne. Det småregnede lidt den dag, vi var der, og derfor var lugten på stedet sådan et sted mellem våd hund og færgedækket på Helsingør-Helsingborg-overfarten. Ikke det bedste skudsmål for et sted med så høje ambitioner.