Kartoffelrække-hygge

Lyt til artiklen

Forleden kunne man i dette tillæg læse, at det tilsyneladende arbejdende frilandsmuseum omkring kartoffelrækkerne på Østerbro i København omsider er vågnet op til det ny millennium og har fået en butik med soltørrede tomater. De gamle barbersaloner, rulleforretninger og tæppebankerier bliver pø om pø aflyst af mere tidssvarende virksomheder. Hvor er det fantastisk. Ikke mindst i betragtning af, at Øster Farimagsgade i de sidste mange år har været fyldt med spændende spisesteder og små smarte butikker og veteranvandingshullet Kruts Karport var blandt de allerførste i København til at udskænke kvalitetsøl fra ind-og udland. Café Komplet er navnet på et af de nyere steder i gaden. Ligger lige over for kartoffelrækkernes små millionvillaer. Og stedets koncept er bundsolidt: God betjening, kvalitetsvarer og så en blanding af gammelt og nyt. Således byder frokostkortet både på lun leverpostej og andre klassikere; men der er også sandwich, salat og burger til dem, der måtte ønske det. Om aftenen står køkkenet i den mere traditionelle mads tegn; men det er jo trendyt, har vi ladet os fortælle. Så dermed er Komplet med stegt flæsk og persillesovs hver søndag og daglige husmandsretter helt oppe på beatet. Endvidere findes der i baren et betydeligt udvalg af øl: 35 forskellige reklameres der med. Det kan man heller ikke over maden, som er lækker veltillavet og rigelig. Vort lille selskab nappede et par burgere, en sandwich med parmaskinke og et stjerneskud stegt fisk, dampet fisk, rejer, asparges, stenbiderrogn på toast. Dertil drak vi fire mineralvand, som så flotte og moderigtige ud i deres blå flaske. Stjerneskud og mere til Der er sådan lidt dagligstue og sommerhus over Café Komplet. Indretningen er shabby chic med sortmalede kakkelgasborde og rå vægge med gamle fotos af kvarteret, og udenfor er der havemøbler og en gigantisk sammenplantning med petuniaer. Og man keder sig aldrig, for der er livlig trafik i Øster Farimagsgade: skolebørn, mødre med barnevogne, forretningsfolk og cykler blæser forbi, så det er en fryd for øjet. Da maden kom, var vi imponerede: Burgeren lå i en decideret bunke af forskellige slags grøn salat. Bollen var af italiensk herkomst, ristet og meget lækker, og der var så meget kød, at man følte sig hensat til Atkins-kuren. Børneversionen af samme servering var også rigelig, men efter ønske uden så meget grønt. Parmaskinkesandwichen var i samme type bolle som burgeren; skinken velsmagende og masser af salat til. Fino. Stjerneskud er jo en farlig genre at begive sig ud i; men dette forsøg udi disciplinen var vellykket. Dog ikke for de meget sultne, skulle vi hilse og sige. Man kan godt spise to. Og den efterfølgende kaffe var aldeles tilpas. Serveringen var meget venlig og imødekommende, og vi er slet ikke i tvivl om, at vi vil vende tilbage og smage det stegte flæsk med persillesovs ved lejlighed. Café Komplet er et hyggeligt lokalt lille sted med charme og atmosfære. God mad til rimelige priser. Og altså et fornemt udvalg af drikkevarer. Vi kan ikke andet end give fire solide kaffekopper til stedet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her