For at begynde med det positive: Barbarellahs store lokale med et rod af hvidmalede træborde, kontorstole på hjul, sofaer og pudechaiselonger i vindueskarmene er bestemt hyggeligt. Og stemningsfuldt - selv om det var torsdag, var der godt fyldt med familier, der spiste, og smarte unge, der med trendy mine slangede sig i vindueskarmene eller sofaerne, mens de nød kaffe og dj'ens diskrete toner. Så kan jeg heller ikke vride så meget mere interessant ud af Barbarellah. Vinudvalget er til den tunge, sydamerikanske side og bedst til mørke vinteraftner, øludvalget smalt og uhyggelig forudsigeligt. Ligesom maden: en række klassiske sandwich, tre salater, lidt kødretter og en suppe, hvis jeg ikke husker meget fejl. Men når udvalget er så begrænset, må det, der er valgt ud, også være godt. Troede vi. Men kun ugens ret - en tyk og bastant majsmelskage med hakket kød og krydderier til 69 kr. - smagte reelt og godt og havde en nogenlunde fornuftig pris. Kortets bøf hed 'Barbarellah's', og at dømme efter den høje pris på 135 kr. mente min medspiser, at det måtte være køkkenets flagskib. Jeg håber det ikke. Selv i Polensfærgens brune 1970-køkken har de mere fantasi: Bøffen var ligegyldig og grå, de grove pommes frites var slatne og melede (sjovt, ligesom dem i frostposen) og »skovsvampesaucen« klistertyk og smagte mere af fødevareindustrielle forskningsresultater end svampe fra skov. Pinligt og dyrt. Desuden tog vi en græsk salat til 62 kr., der bestod af kønsløse tomatbåde, billig feta, gode oliven og et par blade (græsk?) basilikum. Men selv otte oliven kan købes for dyrt, når resten af salaten oser så meget af uambitiøs kantine. Febrilsk greb vi efter kortet for at bestille noget, der kunne rette op. Og jo, kaffen, en latte og sommerens første iskaffe, var skam god. Barbarellahs eneste dessert var kage med ananas. Men som om vi ikke havde smagt rigeligt at surmule over, gav konsistens og smag dårlige associationer til bradepandekagen fra klassens time i folkeskolen - bare tilsat lidt ananas fra en dåse. 29 kroner kostede den, og det var for dyrt. Hvad stiller man op med sådan et sted? På den ene side er det prisværdigt, at det formår at kombinere det smarte med det folkelige, så man »godt kan dumpe ind uden at have sine allernyeste lyserøde sko på«, som min medspiser formulerede det. På den anden side er det dræbende, at festen stopper, så snart der kommer lidt tallerkner på bordet. Indtil videre må anbefalingen lyde på kaffe og afstresning i Barbarellahs vindueskarme. Der skal nok komme masser af brugbare regnvejrsdage.