Hvorfor jeg drikker soyamælk? Almindelig mælk er sgu en 80'er-drik«, forklarede den unge mand og stillede sig i kø for at betale. Aha. Mælk er 80'er-drik. Således oplyst gav det pludselig mening, at vores bord havde været så ombejlet. For lige bag det stod aftenens mest solgte vare: soyamælk. Vi er på Stefanos Delikatesser, der kort fortalt er en blanding af gammeldags købmand, sydeuropæisk minibistro og klassisk københavnercafé. Det gør Stefanos til det absolut hyggeligste sted på Ydre Nørrebro og en decideret pryd for kvarteret omkring Stefansgade. En sløv sidegade til Nørrebrogade, der på trods af kælderlugtende marskandisere og møntvaskerier i bedste 1960'erstil bestemt har potentiale til lokalt centrum, hvis blot der kom gang i planerne om forskønnelse af den tilstødende græsplæne- og asfaltrædsel Nørrebroparken. Tilbage til kvarterets omdrejningspunkt Stefanos, hvor der var stopfyldt denne tidlige torsdag. Alle spiste tilsyneladende aftenbuffet, så den hoppede vi også på, på trods af at den flabede, men ret charmerende tjener præsenterede den med: »Det smager dårligt«. Denne aften var den stoppet med kalvekød i svampesovs, fyldte peberfrugter og ristede kartofler. Hertil toppede tjeneren tallerkenen med nogle selvvalgte meze (græsk-tyrkisk inspirerede salater af alle slags) fra montren. Værsgo, 69 kr.! Øllet, eller det bombastiske udvalg af safter, henter man selv i køleren. Den økologiske fra Tyskland med en ulæselig biodynamisk hippieetiket til 29 kr. halvliteren kan kraftigt anbefales. Men på trods af den meget lave pris var vores buffettallerken så læsset, at det var umuligt at spise op. Desværre smagte det meste lidt jævnt og forudsigeligt. Kun salaten med kylling og valnød er vitterlig original. Kaffetid. Det havde åbenbart været en travl dag, for kagelisten begrænsede sig til choko-muffin (20 kr.). På nabobordet var man mere hjemmevant og kendte råd: De hev blot noget økochokolade ned fra en hylde og gav sig til at gumle. Kagen var desværre lidt for sød, men de tilhørende økojordbær smagte mærkeligt nok af ... jordbær! Noget af en sjældenhed efterhånden. Også espressoen var fremragende (15 kr.), og så stærk, at den holdt mig vågen hele natten. Det er ærgerligt, at maden lige mangler den sidste nerve. Stefanos er både folkelig og forførende, så jeg ville hellere end gerne være ødsel med Politikens klingende porcelæn. Men det lidt visionsløse køkken trækker ned, så vi ender på tre kopper og en varm anbefaling.