Min mere præcise medspiser overfusede mig på sin sædvanlige gadedrengefacon, da jeg lidt forsinket parkerede cyklen foran café Globen. »Er det her en café? Det ligner en hemmelig klub. De har sgu heller ikke noget mad«. Men Globen er en café. En ganske alternativ en, for ejerskabet er fordelt på 50 medlemmer fra De Berejstes Klub. Derfor fungerer den nyåbnede back packer-central også mest som klubhus for de berejste københavnere, men alle er velkomne til at hænge ud, blive inspireret af de bugnende reolers rejseguider og magasiner og få et rejseråd i baren, som det så kækt hedder. Mere om rådet senere. Først skulle vi lige have klaret maden. »Vi har kun lidt sandwich, men I kan bare ringe efter noget take away«, sagde bartenderen og pegede på telefonen. 'Bring Your Own' kaldes denne udlicitering af køkkenet, og det er første gang, jeg har set det i København. Mens vi nærstuderede Nansensgades gastronomiske træffeligheder, gik cafeen fra at være halvtom til fuld. For det var torsdag, og så er der rejseforedrag klokken 20.00. Så det skulle gå stærkt. Jeg bestilte nogle hvedeøl fra Ølfabrikken i Tisvildeleje (fremragende, lad den blive folkeeje!) til kun 30 kr. for 40 cl og fik indkredset appetitten til pizza med ansjos og kapers fra de fremlagte spisekort fra La Fiorita i Nansensgade. Med pizzabakker langt ud over cafébordet begyndte Arne lysbilledshowet fra Vestafrika. Vi så gribbe i lufthavnen, slidte passagerfærger og Arne med bar mave. Og hørte om Frankrigs store indflydelse på kysten og om Arnes problemer med peristaltikken: »Alle får diarré dernede. Men ikke mig. Jeg kunne kun fire gange på en måned. Men så købte jeg en flaske pastis. Så kunne jeg igen«. Pause. Pizzabakkerne blev slået sammen, og jeg hentede servietter, flere øl (denne gang polske og russiske!), og forsøgte at få et rejseråd om det mest afsides sted, jeg lige kunne komme på. Bare for at afprøve de gyldne løfter. »Om jeg kender Albanien? Ja, da! Der var jeg i sidste måned og skal derned igen i næste«, triumferede bartenderen og kastede sig entusiastisk ud i en længere smøre om de smukkeste ruter via Makedonien og Tiranas fortræffeligheder efter solnedgang. Fantastisk med sådan en vidensbank. Beruset af Balkan satte jeg mig tilbage i dagligstuens tusmørke og tog en dosis Vestafrika mere. En dagligstue, hvor du kan komme det i, du ønsker, og bedømme den derefter. Jeg ender på tre kopper - en for køkkenkonceptet, en for øllet og en for den indre Balkan-film, der slet ikke kan forlade mit hoved.