Et rigtigt hyggeligt sted

Lyt til artiklen

Nansensgade har efterhånden udviklet sig til en af de mest celebre gader i den ydre del af Indre By.

Hvilket er fuldt ud forståeligt, for gaden har stort set alt, hvad hjertet kan begære: Små smarte boutiques med designerkluns, sushirestauranter, bikse med specialimporteret vin og periferiudstyr, antikvariater, gallerier, noget så sjældent som en anstændig håndværksbager og en god slagter samt naturligvis indtil flere caféer, hvor kvarterets mange unge besøgende - blandt andet fra den lokale afdeling af Handelshøjskolen - kommer. En af cafeerne er Combo's, der for ganske nylig har fået ny ejer,som fører det traditionelle cafékoncept videre, men har forsøgt at friske menukortet en kende op. Stilen er sådan lidt bistroagtig med en afdeling for kaffeslabberas, fyraftensøl og smøger i den ene ende og en lille spiseafdeling bagest i lokalet med duge på bordet. Der er en rar, afslappet stemning, som underbygges af den uformelle indretning - men med en lille kunstudstilling på væggene, så øjnene har noget at tage sig til, mens man venter på daten, veninden eller gutterne. Menumæssigt er vi heller ikke i de højere luftlag. Traditionelle caféserveringer, snacks og kager i dagtimerne (samt selvfølgelig den åbenbart uundværlige brunch om formiddagen), mens der på aftenkortet er mulighed for lidt mere avancerede tallerkner og tunge desserter som eksempelvis dagens tilbud: en chokotrøffel-ting. Combo's tilbyder også dagens suppe, som var en cremet gulerodsfætter med grøn pesto og purløgspynt. Og den var rigtig dejlig. Rygende varm og rigelig. Med det tilhørende brød et fint måltid i sig selv til lidt over en 50'er. Er man mere sulten, kan man med held forsøge sig med stedets humus wrap eller burger. Begge overdådige stivelsesorgier, der burde kunne mætte selv de mest grovsultne litteraturstuderende fra nabolagets mange andelsforeninger. Udvalget af te og kaffe er fint og tilpas stort. Øllet er Carlsberg og så de sædvanlige, men glimrende sortiment af importerede godter - blandt andet Brooklyn Brewerys fortræffelige produkter. Kaffen, vi nød en espresso, som kom prompte, er glimrende uden at imponere - ledsaget af en fyldningsfræser af en chokoladekaramel. Combo's er et glimrende lille sted med et fint lille køkken. Det er ikke der, man skal søges efter grænseoverskridende gastronomi. Men et godt og billigt måltid i rare omgivelser. En tallerken suppe, en vand eller øl og en kop kaffe koster under en hund. Lige hvad man trænger til inden en biftur. Og derfor skal Combo's have tre store kaffekopper.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her