Tapas er i top på Underwood Ink

Lyt til artiklen

Som en hilsen til de mange forfattere, der har haft fingrene i sådan et apparat, har bogcaféen Underwood Ink. taget navn derefter. Poetens loftskammer Stedet ligger i Ryesgade. Og det kunne vel være en poets loftskammer, der har inspireret til indretningen. Væggene er rå, så man kan fornemme murværket bag den hvide maling, og ned fra lofterne hænger ledninger med dæmpede elpærer uden skærm. Længere oppe ad vejen mod Nørrebrogade ligger de dyre marskandisere så tæt, at man kan finde Verner Panton-lamper med bind for øjnene. I den ende stiller man sig ikke tilfreds med hvad som helst. Og hvad end man er ude efter mikrobryg på Nørrebro Bryghus eller Marc Jacobs sko i en af de mange modebutikker, er der masser af tilbud, der kan trække folk til.

Underwood Ink. ligger lidt for sig selv i den anonyme ende af vejen op mod Fredensgade. De tætteste naboer er et autoværksted, en cykelhandler og plejehjemmet Sølund. Det er med andre ord ikke et sted, man snubler over. Man skal vide, at caféen ligger der, hvilket er med til at understrege den undergrundsstemning, som den underspillede bohemebar oser af. Røg, genbrugsstrik og hundredevis af bøger På reolerne langs den ene væg står flere hundrede bøger, der alle er til salg. Lufthavnslitteratur eller lægeromaner finder man ikke. Ejeren er fan af udenlandsk litteratur, og det er derfor muligt at krydre kaffen med en roman fra fjerne himmelstrøg. Der var da også bøger fremme på bordene den dag, iBYEN kiggede forbi. Publikum var blandet. Mestendels studerende og folk i starten af trediverne. Der var store tatoveringer og skovmandsskorter. Dreadlocks, genbrugsstrik og buskede bakkenbarter. Et tilbagelænet slæng i baren slyngede spiritus rundt i cognacglas på stamkundemåden og sludrede med bartenderen, så den hjemmevante stemning bredte sig lige så hurtigt som røgen fra deres glødende cigaretter. For selvfølgelig må man ryge på Underwood Ink. Det passer til stedet. På samme måde, som at nogle af træbordene vipper lidt. Det har sin charme og bidrager til fornemmelsen af, at det først og fremmest er stemningen, der er i fokus. Imponerende tapasanretning Underwood Ink. vil helst bare være en bar, som den slags er sydpå »med god vin, spiritus, vand og et lille men rart køkken«, som der står på hjemmesiden. For de sultne er der et mindre udvalg af gode ting. Bartenderen anbefalede os at nøjes med hovedretter, da de var store, som han sagde. Det holdt stik. Sjældent har jeg fået så mættende en tapastallerken til 69 kroner. Det bløde, hvide brød var så friskt, at vi forvekslede det med at være hjemmebagt. Tallerkenen frydede med tre gode oste – ikke bare hvilke som helst, men Tomme de Savoie, Taleggio og Pecorino Sardo – samt en velsmagende postej lavet på sortfodsgrise og desuden en god lufttørret italiensk skinke, der hverken var for sej eller for salt. Enkelt, godt og hyggeligt Man kan vælge mellem en håndfuld vine. De fås både på glas og på flaske. Bartenderen skænkede to gode glas rødvin (45 kroner). Min ledsager fik desuden en Hancock guldøl, der, som en skæg detalje, fulgte med til hans ret med det humoristiske navn ’Svineren’ (100 kroner). Den bestod i al sin udmærkede enkelhed af 200 gram saftig porchetta serveret med masser af stærk sennep og groft kernerugbrød. Vi sluttede af med to kopper god, stærk americano kaffe, hvilket man ikke finder til 15 kroner mange andre steder i byen. Underwood Ink. er sin egen og giver stemning til kvarteret. Maden kræver muligvis ikke det store forarbejde, og der er noget skrabet over stedet. Men det er samtidig styrken. Ikke så meget flødeskum. Det er enkelt, godt og hyggeligt. Hos Underwood Ink. har man taget stilling til, hvad det er for en type bar, man ønsker at være, og holder stilen hele vejen. Fra de rå vægge til det enkle menukort. Har man lyst til at forsvinde lidt fra verden, er Underwood Ink. stedet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her