Værnedamsvej er kendt for sine mange specialbutikker med alt fra italienske oste over hjemmelavede milkshakes til urtekogte specialskinker.
Falernum er et af gadens nyeste gastronomiske indslag – først og fremmest som vinbar med et bredt udvalg af flasker fra hele den vinproducerende verden, men også som café, der serverer espresso og pain au chocolat fra klokken 8.
Ingen nykker
Cafébaren er ejet af Kenn Husted, der også står bag vinbarer som Bibendum i Nansensgade og Panzon på Rosenvængets Allé på Østerbro.
Og nok er Falernum et sted, hvor man går op i smag og god kvalitet, men det er ikke en af den slags vinbarer, hvor bartenderen løfter øjenbrynene, hvis man udtaler druerne med Valby-dialekt.
Efter sigende er ejerens ambition at skabe et sted, hvor man kan falde i snak og hygge sig hele dagen. Den mission er lykkedes.
Afslappet og hyggeligt
Der duftede af gløgg den søndag, vi kiggede forbi. Vinbaren er møbleret med borde og stole af den afskallede slags, man kan finde på loftet hos en marskandiser. Langs den ene væg står der vine fra gulv til loft, og rummene er oplyst af dæmpede glødepærer samt et hav af stearinlys. Afslappet og hyggeligt.
Godt nok har der de senere år været en opblomstring i vinbarer med skramlede møbler, artiskok-pynt og kobbergryde-mad. For ikke at tale om boomet i vinbartendere, der sætter en ære i at gi’ fanden i fine fornemmelser og snakke om vin, som var det postevand.
Men det er længe siden, jeg har følt mig så hjemme og afslappet på en café. Ja, faktisk havde jeg det lidt, som sad jeg hjemme i dagligstuen hos en god ven. Bartenderen var en lun, lidt stille fyr, der sørgede så godt for os, at vi ikke kunne andet end føle os hjemme.
Ikke så snart var vi kommet inden for døren, før han listede rundt om bordet med et smil og to vinkort.
Overskuelig menu
Menuen er overskuelig: Til frokost står den på varm suppe og saftige salater, og om aftenen kan man spise tapas eller rustikke sydeuropæiske egnsretter, mens man slynger vin rundt i store ballonglas. Overskueligheden er bestemt ikke et minus.
Tværtimod er det rart med et køkken, der tror nok på sig selv til at udvælge en håndfuld retter og så tilberede dem ordentligt i stedet for bare at plastre kortet til med alt fra nachos til thaisuppe.
På Falernum er det kokkene, der leder vejen. Det sås også på kortet, der lagde ud med en lille kæk intro, hvor der stod: »Det er svært at forudsige, hvad kokkene finder på. Men her er, hvad de har lovet os det næste stykke tid«.
Denne aften havde de så valgt at lave blomkålssuppe, tapas og oksegullasch. Min medspiser valgte at smage sidstnævnte og havde nær trykket hænder med kokken i bar begejstring.
Gullasch-hit
Gullaschen var tilberedt på en fond, der må have stået og simret i timevis (175 kr.). For der var så meget kraft og smag i saucen, at man fik lyst til at spise den med ske.
Kødet var saftigt og så mørt, at det næsten faldt fra hinanden på gaflen. Hele herligheden blev serveret på veltilsmagt rustik kartoffelmos, der ikke var pureret helt i bund.
Retten var et hit. Ikke mindst sammen med den frugtige vin (Shiraz fra producenten Dowie Doole i MaLarenVale til 85 kr.). Dråberne passede også ganske godt til min egen hovedret.
Tapas sild
En tapastallerken (165 kr.) med seks små retter, der som et lille twist var afstemt efter årstiden.
Jeg lagde ud med en sild, der mindede lidt om en karrysild, bortset fra at den var rørt med wasabi. Det kunne let være gået helt galt. Men wasabien var så tilpas underspillet, at den ikke tog overhånd, men i stedet gav et frækt pift til lagen.
Silden var moden, og den blev serveret på et gedigent stykke rugbrød, der var ristet knasende sprødt med honning, og som havde en skorpe med en bitter eftersmag, der gik godt i spænd med den søde sild.
Klokken syv på tallerkenen lå en mindre portion andeconfit. Confit betyder som bekendt, at anden har langtidsstegt i sit eget fedt, og tilberedningen gør, at kødet som regel bliver trevlet, saftigt og særdeles mørt. I denne variant kom anden i lidt større stykker.
Og jeg er ikke helt overbevist om, at det talte til rettens fordel. Kødet smagte som den slags skal: Det var mørt og saftigt, men alligevel ikke helt så saftigt, som det kan blive. Det passede til gengæld rigtig godt sammen med rødkålen, der var sprød, fint snittet og vendt i en sødmefuld appelsin-brombærlage med figner og nødder.
Midt på tallerkenen stod et lille glas løgsuppe tilberedt efter franske forskrifter med god kraftig smag, og ved siden af den lå en krydret frikadelle, der var rørt med krydderurter, indbagt i butterdej og anrettet på en bunke couscous med mynte.
Man kan diskutere, om butterdejen burde have været mere sprød, men det betød ikke noget for smagen, og til gengæld havde frikadellen masser af power.
En fornøjelse
Efter hovedretterne var vi så mætte, at vi knap nok kunne rejse os efter dessertkortet. Men fordi de første retter var så fine, måtte vi alligevel prøve husets Marcel-kage (65 kr.).
En tung chokoladekage, hvor man bager den ene halvdel af dejen og smider resten ovenpå, så det øverste lag minder lidt om en tung chokolademousse.
Kagens fedme blev vejet op af en syrlig passionsfrugtcoulis og en god stærk kop kaffe (16 kr.), der var bitter på den helt rigtige måde.
Falernum får fem kopper, fordi stedet har har holdninger, både hvad angår mad og vin. Desuden er der så hyggeligt, at det er en fornøjelse at være der.
fortsæt med at læse
