Den er en bedårende bastard, den pjuskede vaps, der er lusket med sin ejer på café. Den gør lykke hos de andre gæster, som den går rundt og hilser på.
Men det virker ikke, som om man behøver være hund for at blive nusset bag ørerne, når man besøger Atelier September. Indehaveren hilser hjerteligt på stamgæsterne og forhører sig om, hvordan det går dem. Hvortil en er hjemmevant nok til at svare, at det slet ikke går, fordi han har sovet elendigt den forudgående nat.




























