Man aner hensigten og bliver ilde til mode«, sagde kloge gamle Goethe, hvilket efterhånden ikke giver mening længere, idet alt efterhånden er konceptualiseret.
Således også udskænkning af presset frugt, som foregår fra brandede udsalgssteder på nogle af byens mest celebre adresser. Juice er i dag ikke ensbetydende med noget importeret koncentrat fortyndet med vand og solgt på kartoner; det er snarere videnskab og wellness. Kæden Joe and the Juice, der for et par år siden kom på alle avisernes forsider, fordi en såkaldt celebrity-rocker blev forsøgt myrdet i en af etablissementets filialer, er blandt de fremmeste pushere af alskens næsten alkymistiske blandinger med opfindsomme navne.






























