En af Københavns store trafikårer hedder Tagensvej, men kaldes af taxichauffører og andet godtfolk for 'livets vej', fordi man som københavner meget ofte fødes på Rigshospitalet og ender på Bispebjerg Krematorium - i hver sin ende af strækningen. Vælger man imidlertid at gøre det omvendt, at starte ude og oppe på Bispebjergbakken og fortsætte hinsides 'Riget' og Rudolph Tegners Finsenmonument vil man efter at have tilbagelagt Fredensgade nå til Sølvgade. Og i den nederste ende af denne glimrende gade, som blandt andet huser seværdigheder som Københavns ældste kommuneskole og en stor vvs-butik med mottoet 'Gå glad i bad', finder vi Café Leo, der tydeligvis fungerer som lokalt spise og hænge ud-sted for de relativt mange beboere i denne den tættestbefolkede del af København K. Og det er ikk' så ringe endda, som Niels Olsen siger i den tåbelige tv-reklame for fiskespisning. Café Leo er nemlig et etablissement, hvor viljen til service er stor, portionerne større og priserne små. Indretningen er sådan lidt restauration i provinsen-agtig; en blanding af etnisk kolonihave og bedaget damebladsæstetik. Men der er stole til at sidde på ved borde, hvor man kan stille sin tallerken, hvilket nu engang er vigtigere end et overordnet møbeludstillingskoncept, når det drejer sig om at spise, drikke og snakke frem for at lutre sin æstetiske sans. Et af stedets slagnumre er en brunchbuffet til den rimelige pris af 59 kroner. Den indeholder stort set alt, hvad hjertet kan begære af formiddagsfoder, og man kan stoppe i sig som Homer Simpson uden at nogen tager anstød af det. Ellers byder Café Leo på dansk smørrebrød, som vore bedsteforældre åd det, med øl og snaps til, samt de traditionelle caféserveringer plus omeletter med diverse fyld. Der er også en 'ugens ret', og om aftenen er der 'rigtige' middagsretter med både oksekød og hvad ved jeg. Som det sig hør og bør for en rigtig café, er det også muligt at få en cheeseburger - en ordentlig mo-fo af en ostegratineret oksefætter i ciabatta-bolle med salat og et helt vognlæs ovnstegte kartofler (78 kroner). Uhyre mættende anretning, som desværre skæmmes af at blive serveret med industrimayonnaise og ketchup. Jeg ved ikke, hvem der har bildt byens cafékokke ind, at det i anden end rent ernæringsmæssig forstand er fedt at få Hellmanns klamme hængselsmørelse til kartofler. Rigtig majo - som så kan smagssættes med basilikumpesto, chili eller karry, tager tre minutter at frembringe i en blender. Hvor svært kan det være? Leo har udeservering, hvor maden bringes til ens bord af den rare servering. Og der kan man så sidde og tænke på den nærliggende Rosenborg Slotshave (the park formerly known as Kongens Have) eller overveje et luksusarmatur fra vvs'erne overfor. Kaffen skal man ikke komme efter. Den er godt nok af det hæderkronede italienske mærke LaVazza, men i Leos fortolkning også tynd som en greyhound. Det bør imidlertid ikke afholde nogen fra at besøge Leos rare café. For det er et godt lille sted med en hyggelig stemning. Priserne er overordentlig overkommelige. Faktisk skal man nok besøge Faktabutikken ved siden af, hvis man vil spise ret meget billigere i den ende af byen. Og på den baggrund tildeler vi Café Leo tre meget store kaffekopper.