Et rigtigt rart sted

Lyt til artiklen

Af og til kan man opleve ældre medborgeretale med ærefrygt i stemmenom et udskænknings- og spisested med det lidt sjove navn Lytterkroen. Det lå på Rosenørns Allé, på hjørnet af Worsaaesvej lige ved siden af Wilhelm Lauritzens Radiohus fra 1946, og der kunne man være heldig at rende ind i berømtheder som Jørn Hjorting, Jørgen Mylius, Lars E. Christiansen og andre af de kendte stemmer fra æteren, som efter arbejdstid var gået ned for at fugte stemmebåndene med en kølig og måske stille sulten med Lytterkroens berømte hønsesalat. Det var også her, man gik hen og talte om 'par nummer 7', når seksdagesløbene var overstået - og der skal nok også være mangen en torsdagskoncertgænger, som har nydt en forfriskning i lokalerne oven på en veloplagt symfoni. Lytterkroen er ej længere. I dag hedder den - efter blandt andet også at have heddet Rosalina samt meget andet -Metrobar, velsagtens fordi den ligger lige ved Forum-metrostationen; men man kan faktisk stadig være heldig - eller risikere, alt efter hvordan man har det - at støde på mennesker, hvis stemmer man kender fra Danmarks Radio. Først og fremmest er Metrobar imidlertid ganske almindeligt stamsted for det halvcelebre kvarters beboere samt hænge-ud-sted for studerende fra Handelshøjskolen, hvis gamle hovedbygning ligger skråt overfor. Metrobar er moderat trendy uden på nogen måde at være avantgarde. Hvidskurede vægge med skiftende kunstneres frembringelser danner rammerne om borde med bløde siddeskamler eller sofaagtige cafébænke med ryglæn. Belysningen er dæmpet, og i denne søde juletid blafrer stearinlysene lystigt - ikke mindst når døren går og slipper en iskold gadevind ind i lokalet. Ud over en caféafdeling med kaffe, fadøl, drinks, vin og lettere anretninger, er der længere inde også en restaurantsektion, der har mere ambitiøs gastronomi på programmet. Maden er klassisk cafébespisning: sandwich, salater, burgere og den uundgåelige tapastallerken, som i disse dage er fællesbetegnelse for blandede småretter på enhver café. De spanske rødder var i hvert fald ikke voldsomt synlige, hvis man fraregner et stykke manchegoost med honningmandler. En anden uundgåelighed er Cesar's Salad, som i Metrobars fortolkning inkluderer både agurk og tomat samt kylling - men til gengæld ikke smagte videre af hverken ansjos eller parmesan. Men begge dele var aldeles glimrende alligevel, ligesom kyllingeburgerne, som havde fået en ordentlig overhaling af en gang chili, hvilket klædte de grillede kyllingefileter med masser af tilbehør. Stedets udvalg af drikkevarer er ikke voldsomt ambitiøst. Og kun relativt få vine skænkes i glas; men caféserveringerne passer faktisk også bedst til øl, så det giver mening alt sammen. Kaffen er varm og god, men heller ikke et gastronomisk indsatsområde. I det hele taget virker Metrobar som et sted, der ikke satser på særpræg, men på god stemning og betjening samt anstændig mad til rimelige priser. Hvilket man så absolut får, hvorfor tre kopper er velfortjent.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her