For meget længe siden var stedet en bodega af den brune gammeldags slags, hvor kvarterets håndværkere efter dagens dont fik sig et par stifter i en stemning a la Osvaldklassikeren ’Henne om hjørnet’ fra 1936. Så blev stedet lavet om til en café med et ambitiøst græsk navn. Men nu om stunder hedder det altså Café Avss og er sådan et lokalt hyggested, hvor de gode folk fra Ravnsborggade og omegn (ikke mindst Ryesgade) dropper ind og nyder eftermiddagskaffen, en kold udenlandsk øl fra hanen eller får sig et måltid mad til en fornuftig penge. Der er ingen store armbevægelser eller himmelstræbende ambitioner på Avss. Intentionen er tydeligvis at være en hyggelig udvidet dagligstue for en del af Nørrebros mange yngre indbyggere.
Der er aviser, der er musik, der er mulighed for at låne et spil. Og så kan man ellers kigge på malerierne på væggen – eller sidde udenfor og tælle Christianiacykler. Og er man heldig, kan man se Kim Skotte eller Kim Faber fra Politiken komme kørende. Tømmermandsbrunch Folkene bag disken er både søde og flinke, og de sludrer med kunderne, så man næsten føler sig hensat til en moderne udgave af en Morten Korch-film. »Her er lidt til kaffen«, kan de finde på at sige og så smide et par små poser Malters-chokoladekugler på bordet.




























