Det er efterhånden snart mange år siden, at Islands Brygge var sådan et halvsnavset arbejderkvarter, der stank af uddunstninger fra Sojakagefabrikken og ikke havde andet at byde på end velassorterede isenkræmmere, uendeligt mange bagerforretninger samt en større mængde bodegaer af den absolut ydmyge slags.
Men trods sin forvandling til semi-mondænt havneparadis for studerende og kreativt godtfolk har Bryggen bevaret en eller anden form for autenticitet og fremstår derfor langt mere nede på jorden end eksempelvis det hypede Vesterbro og det sært forrevne Nørrebro.


























