Vi fik en mail fra en læser, der i utvetydige vendinger opfordrede os til at drage ud og prøve den forholdsvis nyåbnede café på Amagerbrogade 202. Tonen i henvendelsen lod ane en anklage for amagerfobi og indre-by-snobberi. Hvilket er helt ude i hampen. Denne cafékontrollant er født på Amager (på Ringgaard og Møllers Fødeklinik) og tilbragte sine første mange somre på fastliggercampingpladsen Kirsten Kimer, mens kontrollantkollega Grundahl ligefrem har bosat sig på den gode ø.
Vi nærer en dybtfølt interesse for såvel Sundbyvester som Sundbyøster, og derfor var undertegnede ikke sen til at agere på henvendelsen om at bese etablissementet Two O Two på kanten af den efterhånden celebre Eberts Villaby, Amagers Ordrup.




























